Det iranske atomprogram og de vestlige landes sanktioner mod landet handler hverken om verdens sikkerhed eller diktatorernes undertrykkelse af befolkning i Iran. 

Det her handler først og fremmest om magtbalancen i Mellemøsten. Det at Iran kan opnå atomvåben eller ej betyder kun noget, lige så længe regimet ikke vil sikre USA og de store vestlige magters interesser i regionen og fortsat vil blande sig i konflikterne i Mellemøsten.

Men nu har både det iranske regime og USA og de andre store vestlige lande brug for forsoning. De vestlige lande har brug for det dels på grund af konflikten i Syrien og dels fordi de på nuværende tidspunkt står i en situation, hvor de ikke kan føre en krigsretorik overfor Iran.

De iranske magthavere har også forstået, at for overhovedet at kunne overleve og holde på magten i Iran er de nødt til at ændre på deres retorik over for vesten og på den måde tage hul på forhandlinger omkring sanktionerne.

Hvis alt går "godt", og hvis både Rouhani og Obama kan få tilstrækkelig støtte fra baglandet, kan de måske også opnå nogle aftaler. Men hvor holdbare disse aftaler vil være, er fortsat et åbent spørgsmål og et spørgsmål om magtkampen i regionen.

Den iranske befolkning må endnu en gang indse, at hverken USA eller de såkaldte reformvenlige fløje i det islamiske regime kan være "et nyt håb" for nogle grundlæggende forandringer i Iran.

Det iranske regime kan på den måde købe mere tid til sig selv, og USA og de vestlige lande vil få mere styr på konflikten i Syrien og håbe på, at de også kan samarbejde med Iran i forhold til Irak og andre steder i Mellemøsten.

Men befolkningen i Iran, som for ikke så længe siden var så tæt på at vælte deres diktatorer men blev slået hårdt ned på, må i bedste fald nøjes med de forhold, som var gældende inden sanktionerne blev indført imod landet.  

De må fortsat leve med diktatorerne og med de daglige henrettelser, forfølgelser af menneskerettigheder, politiske aktivister, kvinder og de religiøse mindretal. De må leve med fattigdom, arbejdsløshed og de enorme problemer med prostitution og stofmisbrug blandt børn, unge og kvinder.

De sørgende mødre til ofrene for regimets brutalitet skal fortsat ikke forvente nogen retfærdighed. Familier til de fængslede og dødsdømte skal fortsat være vidne til, at de forbrydere som udsteder disse domme, sidder på deres poster og bliver ved med at sende flere og flere til tortur eller døden!  

Den iranske befolkning og folk i andre steder i verden må endnu en gang indse, at hverken USA eller de såkaldte reformvenlige fløje i det islamiske regime kan være "et nyt håb" for nogle grundlæggende forandringer eller bedre forhold i Iran.

De må få håbet tilbage om, at det endelig en dag vil lykkes for dem på egen hånd gøre en ende på det iranske islamiske regime og dermed opnå frihed og nogle grundlæggende forandringer.