Der har netop været overenskomstforhandlinger mellem arbejdsgiverforeningen Dansk Byggeri og Fagforeningen 3F. Disse såkaldte forhandlinger blev indgået på et kompromisløst grundlag fra arbejdsgivers side.

Vi betaler gildet her i Danmark, så imens jeres børn sidder til forelæsning, går vi på pladserne i regn og slud. 

Vi er ligeglade med goder, som vi aldrig får del i, men vi er ikke ligeglade med en lav mindsteløn, som giver arbejdsgiver mulighed for at udkonkurrere danske arbejdere på lønnen i forhold til deres lavt betalte europæiske kollegaer.

Man har de sidste mange år dæmoniseret håndværksfagene, og glorificeret de akademiske uddannelser. Muren bliver ikke rejst på et strategimøde, men af stolte danske håndværkere, hvis håndværkstradition er funderet af bygmestre gennem tusinder af år.

Samfundet i dag er gennemsyret af uddannelsessnobberi, hvor kun den teoretiske viden bliver belønnet og set op til. Magthaverne skal reformere det danske uddannelsessystem så det i højere grad anerkender den praktiske viden og livslang læring.

3F-forhandlerne har mistet fokus og fulgt den negative trend, som ligger i den offentlige tone omkring håndværksfagene. Vi imødeser et samarbejde, men et samarbejde, der udspringer fra arbejdstagers vilkår.

Det vigtigste punkt på overenskomsten er at minimere afstanden mellem mindsteløn og reallønnen, at gennemtvinge bygherres reelle ansvar for arbejderne.

Samfundet skal ikke betale for en arbejdsulykke. Dette skal fuldt ud betales af arbejdsgiver. Vi er ikke interesseret i en klassekamp, politikerne skal seriøst til at ændre deres tone overfor faglærte som ufaglærte.

Selvom de lærde skaber større værdi i statskassen per individ, så er de i mindretal. Majoriteten består af ufaglærte og faglærte individer, som udfører fysisk arbejde. Det er denne gruppe som betaler velfærden i Danmark.

Det er denne gruppe, som hurtigst bliver slidt ned, samt har færrest ressourcer tilovers ved pensionsalderen, hvis altså de når så langt.

Det er et seriøst skråplan, at vi er kommet til det punkt hvor vores chefforhandlere frivilligt har stemt ja til en 42 timers arbejdsuge samt en ubetydelig lønstigning til lærlinge på 1,7 procent.

Velfærden har lidt et knæk, og skellet mellem rig og fattig er blevet større. Den reelle fattigdomsgrænse skal ses i lyset af, om en arbejder kan blive siddende i egen bolig samt have et tåleligt liv, når vedkommende bliver pensioneret.

Vi betaler gildet her i Danmark, så imens jeres børn sidder til forelæsning, går vi på pladserne i regn og slud. Dette er et aktivt valg, som ikke er grundet i manglende muligheder.

Vi har et tusindårs gammelt laug i ryggen, så derfor er vi stolte over vores valg. Vi som majoritet siger nej til overenskomsten 2017 på vegne af kernevelfærden og social dumping.