Det er ikke kun den lange tørketid, sommeren 2018 vil blive husket for. Det danske Folketing vedtog nemlig en ny lov, også kaldet "maskeringsforbuddet", som er en lov, der spåes vil ramme cirka 250 mennesker, som er kvinder med muslimsk baggrund, der bærer hovedbeklædning.

Vi så, hvordan man i 1930'erne lavede særlove mod jøder, som dengang var det store fjendebillede. 

Man kan spørge sig selv om, når man lovgiver for at ramme en ubetydelig lille procentdel af befolkningen, er der så tale om et samfundsmæssigt problem, eller er der noget helt andet på spil?

Vi må huske på, at vi lever i et klassesamfund, hvor de to klassers interesser er i en konstant modsætning. Dette har kendetegnet vores historie lige fra treårs-krigen i 1864, slaget på Fælleden i 1872 til den historiske lockout i 1899, som førte til septemberforliget, og op til nyere tiders konflikter. Hele vejen har det handlet om, at arbejderklassen og borgerskabet prøver kræfter med hinanden.

I denne tid, hvor kapitalismen mere eller mindre har det totale herredømme på vor Jord, ser vi flere steder uro og optøjer, som begynder at få magthaverne til at ryste. Uro som opstår, når det bestående politiske system ikke kan levere resultater til fordel for den brede befolkning, men snarere det modsatte.

Sammenhold

At vi står sammen i en sådan tid, er det eneste, magthaverne ikke har brug for. Vi så efter revolutionernes tid, hvordan man i 1930'erne lavede særlove mod jøder, som dengang var det store fjendebillede. Som et forsøg på at splitte folk i rigtige og forkerte og på den måde fjerne fokus på den reelle fjende.

På samme måde må vi tolke det nye maskeringsforbud, altså politisk styret racisme, som har til formål at fjerne folks fokus fra de reelle problemer for så at sprede had blandt arbejderne ved at rette vreden mod en bestemt befolkningsgruppe. Desværre ser det ud til i dag som dengang, at mange falder i fælden.

Jeg kan ikke lade være med at tænke otte år tilbage. Da ankom en flygtningefamilie til egnen fra Liberia, et land fra Vestafrika. Den ene af drengene, som var ni år dengang, begyndte at spille fodbold i den lokale boldklub sammen med min yngste lillebror, også på ni år. De blev gode venner, trods det at de ikke kunne forstå hinandens sprog, havde forskellig hudfarve, den ene muslim født i en flygtningelejr, den anden på Farsø Sygehus og kristent døbt.

Det stærkeste udtryk, jeg husker, var en morgen, de havde aftalt at sove hos os, hvor jeg ville gå ind til dem på værelset og forsøge at slå dem i FIFA. De to friske drenge lå i hver sin ende af sengen med en dyne over sig. Det var et enestående billede, hvor der i den ene ende stak et sort hoved og to sorte arme op og i den anden ende et hvidt hoved og to hvide arme. De her to drenge havde ingen frygt for hinanden. Men derimod knyttede de et stærkt bånd, fordi de af natur ikke havde nogen fordomme om hverken det ene eller det andet.

Hvem er fjenden?

Det er ikke muslimer, flygtninge, migrantarbejdere eller andre, som er det arbejdende folks fjende. Det er ikke muslimer, som har smidt tusinder og atter tusinder ud af dagpengesystemet. Det er ikke dem, som har hævet vores pensionsalder, som kører klapjagt på de syge, nedslidte og andre udsatte grupper i kommunerne.

Det er det politiske system, som fratager os vores rettigheder, forringer vores tilværelse, samtidig med at firmaerne og de rige bare bliver endnu rigere. Vi må huske, at blandt muslimerne er der arbejdende mennesker lige som os selv, og de er langt de fleste. De er vores brødre, der ligesom os hver dag er udsat for kapitalismens udbytning. Og de er vores kammerater i den daglige kamp for bedre tider.

Kapitalismen sår had mellem arbejdere med forskellig tro og nationalitet, hvilket sommerens nye lov er et tydeligt udtryk for.

Der er brug for, at vi knytter os sammen og diskuterer med hinanden om samfundets reelle problemer, og hvor vi gerne vil hen. Lad os starte på vores arbejdspladser.

Forkortet af redaktionen