I februar 2013 lå en ung kvinde i sin seng i sit hjem. Hun havde afsluttet 1.g, men led af den udmattende træthedssygdom, ME, myalgic encephalomyelitis.

Denne tilstand kom hun i, efter at hun fik mononukleose og en influenza-vaccination. Hun var dog ved sine fulde fem, kommunikerede med normalt sprog og havde ønsker blandt andet til madvalg og til sit liv.

Men pludselig kom der otte betjente og hentede hende uden hverken røde eller gule indlæggelsespapirer. Hun blev tvangsindlagt. Hun fik frataget sin diagnose, stillet af førende specialister, og fik af psykiaterne tildelt diagnosen tilbagetrækningssyndrom.

Psykiaterne forbød besøg af familie og venner. Alle regler, der kunne overtrædes, blev overtrådt.

Ingen lyttede til hendes fortvivlede opringninger om hjælp. Hendes telefon døde dagen efter indlæggelsen, og siden har ingen "udenfor murene" hørt hende tale. Hun fik ikke tildelt en patientrådgiver ved indlæggelsen og ikke siden.

Hun fik heller ikke mulighed for at få afsendt en klage indenfor de første fem dage efter indlæggelsen, så hendes sag kunne komme for en dommer. Psykiaterne forbød besøg af familie og venner. Alle regler, der kunne overtrædes, blev overtrådt.

Hun blev tvangsindlagt, for i Danmark accepterer man ikke, at unge mennesker kan være langtidssyge. Straks er der nogle psykiatere, som tror, at det er forældrene, som gør deres barn sygt, og der er en klippefast tro på, at tvangsfjernelse fra hjemmet og en psykiatrisk behandling vil hjælpe den unge.

Man ser det samme billede over hele den vestlige verden. Langtidssygt barn - forældrene får skylden - og barnet bliver fjernet.

Nu - tre år efter - sidder den unge kvinde i en kørestol på et bosted for hjerneskadede uden mulighed for at kommunikere. Hun forstår ikke spørgsmål, hun har intet sprog, og hun kan ikke genkende sin familie. Hun kan ikke styre sit ansigt og grimasserer hele tiden.

Enten er hun dybt traumatiseret, dybt medicineret eller begge dele. Kvindens menneskerettigheder og retssikkerhed er blevet overtrådt et utal af gange.