Nelson Mandela står for mange som symbolet for et frit Sydafrika og som en af vor tids store frihedskæmpere, men som han selv har erkendt, er hans kamp for et Sydafrika, hvor alle har et værdigt liv, langtfra slut.

Efter at have besteget et højt bjerg, ser man, at der er mange flere bjerge at bestige.
Nelson Mandela

"Efter at have besteget et højt bjerg, ser man, at der er mange flere bjerge at bestige", sagde Nelson Mandela engang, og i samme åndedrag indrømmede han, at han havde gjort ”mange fejltrin på vejen”.

Tidligere ANC-minister Ronnie Kastrils er enig. I en artikel i The Guardian den 24. juni, skriver han at ANC tabte kampen mod virksomhederne i starten af halvfemserne og endte med at indføre en ødelæggende nyliberal politik. "Alle muligheder for at udrydde fattigdommen, som Mandela og ANC havde lovet de fattige man ville, blev tabt i denne process".

De fattige protesterer

Et af de væsentlige fejltrin som man, i bagklogskabens lys, kan pege på er, at man ikke implementerede kravet i Frihedserklæringen fra 1955, som Mandela selv var med til at udforme, om at "jorden skal deles blandt dem, der dyrker den".

Og efter i mange år at have ventet på, at deres regering skulle holde dette løfte - næsten 20 år, hvor kun seks procent af den jord, som blev taget fra dem under apartheid, er blevet omfordelt - er de millioner af jordløse, fattige, primært sorte og farvede sydafrikanere, som betaler prisen for disse fejltrin, begyndt at protestere.

Lav ikke god jord om til flere legepladser for de rige, mens vi er fattige.

Sidste år begyndte tusindvis af landarbejderne i frugt- og vinsektoren i Western Cape-området strejker, der hurtigt bredte sig til andre dele af landet. De strejkende krævede formelt set, at mindstelønnen blev hævet fra under 50 kroner om dagen, samt at arbejdernes næsten slavelignende forhold blev forbedret.

Efter i første omgang at være blevet mødt med arrestationer og vold fra politiet, og trusler, lockouter og fyringer fra jordejerne, fik landarbejderne dog tilkæmpet sig en 52 procent lønstigning.

Men disse historiske strejker og demonstrationer handlede om mere end højere lønninger, siger landarbejderne selv. "Jeg deltog ikke for at få en højere løn", som Riaan Plaatjies fra vinbyen Montagu fortalte. "Jeg kæmper for at få adgang til land og vand, fordi jeg ved, at uden land og vand kan jeg aldrig kæmpe mig ud af fattigdommen".

Kampen om jorden

Organisationer såsom Mawubuye, Coastal Links og Rural People's Movement, som var med på barrikaderne i protesterne, og som i årevis har kæmpet for fattigdomsorienterede jordreformer, sendte den 24. juni en fælles erklæring til Sydafrikas præsident Jacob Zuma, hvor de følger op på kravene fra disse demonstrationer og kræver et generelt brud med den hidtil førte politik på jordområdet.

"De, som har brug for jord for at overleve, skal prioriteres over dem, som blot ønsker at skabe profit", står der blandt andet i erklæringen, der desuden kræver at regeringen eksproprierer landområder og giver dem til fattige sydafrikanere, i stedet for at forlade sig på den nuværende politik med at opkøbe jord fra villige sælgere.

Erklæringen kræver ligeledes at regeringen stopper med at lave god landbrugsjord om til vildtreservater og golfbaner. "Lav ikke flere legepladser for de rige, mens vi er fattige", som man formulerer det.