07 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Mange tror, at EU er demokratisk

Mange tror, at EU er demokratisk

EU-Parlamentet er ironisk blevet kaldt et Mickey Mouse-parlament. Hvis det er tilfældet, må Folketinget være et Rip, Rap og Rup-parlament.

Vores eget Folketing er blevet til et Rip, Rap og Rup-parlament efter at vi har godkendt EU's Finanspagt, som betyder, at Finansloven skal forhåndsgodkendes i EU.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Det er tiden for landsmøder og kongresser i øjeblikket. Vi har set Mette Frederiksen komme ind af den røde dør med fejende violinmusik i baggrunden.

Danske politikere fremtræder som nogen, der kan ændre det danske samfund. Det kan de bare ikke, så længe vi er medlem af EU.

Partierne giver deres bud på, hvad de vil lægge vægt på, og velfærd er et meget populært emne. Alle ved godt, at vi alle gerne vil have mere velfærd. Ikke desto mindre er der blevet skåret i velfærden år for år.

Et andet fællestræk er, at EU slet ikke bliver nævnt. Danske politikere taler så godt som aldrig om EU, kun når der skal bevilges nyt og mere militært isenkram.

Loven dikteres af EU

Mere end 80 procent af lovgivningen kommer direkte fra EU, men den skal formelt vedtages i Folketinget. Det betyder bare, at lovene glider gennem Folketinget uden nogen som helst diskussion, for man kan ikke ændre noget.

Det er kun en mindre del af den samlede lovgivning, de danske politikere reelt har mulighed for at beslutte. Det er sådan noget som for eksempel skolepolitik.

Alligevel fremtræder danske politikere over en bred kam som nogen, der både kan og vil ændre det danske samfund. Det kan de bare ikke, så længe vi er medlem af EU.

Mange tror,  at EU er et demokratisk foretagende, fordi der findes et EU-parlament. Det hedder Europaparlamentet, selv om ikke alle europæiske lande er medlem af EU.

Det har ikke nogen særlig stor betydning, for det er kun kommissionen, (som er en slags regering i EU) der kan fremsætte forslag, som så skal detailbehandles i parlamentet.

Det er spøgefuldt blevet kaldt et "Mickey Mouse" parlament, og det er præcist hvad det er, det har ingen større betydning.  Ledelsen er Kommissionen, (samlingen af kommissærer, som er udpeget i de forskellige lande, Den Europæiske Centralbank og den Internationale valutafold (IMF). Grækerne kaldte EU’s ledelse for trojkaen. EU kan aldrig blive demokratisk lige meget hvem, der bliver valgt.

Finanspagten

Danmark har endda givet EU endnu mere magt end det behøver at have ved at underskrive en "finanspagt".

Det skete i 2012, da den nyvalgte statsminister Helle Thorning-Schmidt underskrev "pagten" i Berlin. Den blev efterfølgende ratificeret i Folketinget, og den betyder, at Danmark frivilligt underlægger sig de samme økonomiske vilkår som Euro-landene, selv om vi som bekendt ikke har euro som valuta i Danmark. 

Det betyder mere konkret, at vores finanslov hvert år skal forhåndsgodkendes af EU, og at EU kan diktere nedskæringer på pensioner, dagpenge og andre sociale ydelser, som vi jo har set er blevet kraftigt beskåret siden 2012. Tænk blot på at efterlønsordningen reelt er blevet afskaffet og folkepensionsalderen stiger og stiger.  

Danske politikere har selvfølgelig en interesse i at fremstå, som "dem, der bestemmer", men realiteten er, at de kun bestemmer på enkelte områder. Det vigtigste, den økonomiske og finansielle politik bestemmes i EU. Vores eget Folketing er blevet til et Rip, Rap og Rup parlament.
 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. sep. 2018 - 08:17   28. sep. 2018 - 08:20

Læserbrev

af Kit Aastrup, Aarhus