Det er næsten som i eventyret "Kejserens nye klæder", når eksperter, politikere og andet godtfolk udtaler sig om job til de ledige. Jeg har indenfor de sidste to måneder hørt Mette Frederiksen, Claus Hjort Frederiksen, overvismand Torben Andersen, næstformand i KL Erik Fabrin, jobcenterchef i Slagelse Torben Bahn Petersen, Clement fra DR og udvalgsformand Kenny Jensby gentage påstanden, om at der er masser af job i Danmark.

Argumentet er, at der er cirka 350.000 jobåbninger hvert halve år. Det tal var i øvrigt meget højere for år tilbage. Den eneste, jeg har hørt sige noget andet, var Steffen Brandt som gæst hos Clement, hvor han stille og roligt sagde, at problemet er, at vi mangler arbejdspladser og ikke ledige. Det er ganske givet korrekt, at det forholder sig sådan. Der er job, men de kommer ikke i spil til dem, der er på vej ud af dagpengesystemet.

Det er blevet sådan en kollektiv løgn, som er selvforstærkende og viser, at dem på bjerget ikke kender til forholdene nede i dalen.

Hvis du kigger på Jobnet, i aviser med mere, så er det jo ikke sådan, at job til ufaglærte og kortuddannede vælter ud i hovedet på dig. Det er blevet sådan en kollektiv løgn, som er selvforstærkende og viser, at dem på bjerget ikke kender til forholdene nede i dalen. De lever i deres helt egen verden. Jeg vædder gerne to flasker god fransk rødvin på, at der i deres bekendtskabskreds ikke findes personer, som har været ledige i længere tid eller langtidsledige, som er på vej ud af dagpengesystemet.

De nævnte personer og for den sags skyld formentlig næsten hele Folketinget, ved ikke hvad det vil sige at være ledig eller syg i dagens Danmark. De har deres opfattelse af verden fra lærebøger og økonomiske teorier. De kunne ellers have stor gavn af at læse artiklen "Fra Folketinget til akutpakken" i Politiken fra den fjerde november, hvor det tidligere folketingsmedlem Bjørn Medom Nielsen meget præcist beskriver, hvordan det er at være ledig i vores system. Det kunne også være en øjenåbner for disse personer, at komme i praktik som ledig eller syg og opleve "systemet".

Helt overordnet kan det siges, at et samfundsproblem er blevet til et individproblem. Det er lykkedes at bilde de ledige og for den sags skyld de syge ind, at det nok er deres egen skyld, at de er havnet, hvor de er. Tonen overfor ledige og syge er skærpet gevaldigt. Ved rent trylleri og hokus pokus er et samfundsproblem skubbet over på den enkelte.