Den 28. september 2018 bragte Arbejderen en artikel om Søren Papes "påvirkningslov", der på et ikke nærmere angivet tidspunkt i september er blevet sendt i høring. Lovforslaget blev skrottet efter massiv kritik i den borgerlige presse. Men nu er det genopstået – og det bliver vedtaget, for Socialdemokratiet vil stemme for. Ændringerne er ren kosmetik.

Man har med de to terrorpakker tilvejebragt en retstilstand, hvor alle kan overvåges af PET uden medvirken af en dommer.

Den mest basale absurditet ligger jo i, at al politisk virksomhed har til formål at påvirke vælgernes holdninger. Det skal man altså ikke længere kunne – med mindre man har de rigtige holdninger. Denne lov - eller ulov, som den med rette må betegnes (Med lov skal man land bygge og med ulov land øde, som det fulde citat lyder – det stammer i øvrigt ikke fra Jyske Lov oprindeligt, men fra Brenni Njáll – Njals Saga.) er det mest vidtgående indgreb i den personlige frihed til dato og kan med den fornødne mængde af ond vilje bruges til at lukke munden på al opposition.

De to terrorpakker

Man har med de to terrorpakker tilvejebragt en retstilstand, hvor alle kan overvåges af PET uden medvirken af en dommer. Man har tillige skaffet hjemmel for hemmelige retssager, hvor de tiltalte ikke præsenteres for bevismaterialet, der kun forelægges deres på forhånd sikkerhedsgodkendte forsvarer (dem er der kun en håndfuld af) og dommeren (dommerne). Disse har også en særlig sikkerhedsgodkendelse.

Der er faktisk gennemført hemmelige retssager. Den mest spektakulære var mod den finske professor ved Københavns Universitet, Timo Kivimäki, som blev dømt efter den "milde" spionageparagraf. Den gengives her neden for, som den ser ud nu. (Det er denne bestemmelse man vil udvide og ændre).

"§ 108. Den, som, uden at forholdet falder ind under § 107, i øvrigt foretager noget, hvorved fremmed efterretningsvæsen sættes i stand til eller hjælpes til umiddelbart eller middelbart at virke inden for den danske stats område, straffes med fængsel indtil 6 år".

Nu var det sådan, at der gik noget tid inden man fandt ud af, at retssagen skulle være hemmelig, så pressen nåede faktisk at redegøre for, hvordan Kivimäki havde forbrudt sig.

• Han havde sendt nogle russiske diplomater en række artikler, han havde skrevet om internationale sikkerhedsspørgsmål, og som alle havde været offentliggjort i anerkendte tidsskrifter.
• Han havde sendt russerne en liste over sine bedst begavede studenter, angiveligt for at de nemmere kunne følge deres arbejde.

Seks måneders fængsel

For dette modtog Kivimäki en dom på fem måneders fængsel. Da dommen ikke er offentliggjort, kendes dens præmisser ikke. Danskerne kender derfor ikke retstilstanden for § 108. Vi ved ikke, hvilke grad af kontakt med russiske statsborgere, der kan udløse en sigtelse.  Kivimäkis forbrydelse bestod i, at han i 2012 ikke havde opdaget, at vi pludselig ikke var venner med russerne længere. Det havde jeg heller ikke. Bush og Putin var bon-kammerater og ”nære personlige venner”, og pludselig under Bush's efterfølger havde Putin så gennemgået en diabolsk metamorfose og var blevet til en trussel mod verdensfreden.

Men nu til "påvirkningsloven", der jo tydeligvis har sigte på Rusland. Eller har den nu det? 

Man kan let forestille sig, hvordan personer, der ytrer sig negativt om NATO, EU, USA, Israel og Danmarks samarbejde med disse kan blive udsat for hemmelige retssager, hvor beviset kommer til at bestå af dokumentation for, at man har læst artikler på Russia Today, og at man kender nogen, der kender nogen, der kender nogen, der af EU er blevet stemplet som russisk shill (jeg kender for eksempel journalisten Jesper Larsen, der dokumenterer de vestlige mediers løgnehistorier og fortielser om Rusland; hans redegørelse for de 14 sager, der er nævnt af regeringen selv ligger på Folketingets hjemmeside). 

Loven strider efter ethvert normalt tænkende menneskes opfattelse klart mod Grundlovens paragraffer 71 og 77 og mod FN's Menneskerettighedscharters artikel 19 og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 10. Men der er nok stor mangel på normalt tænkende mennesker i Justitsministeriet.

Og ingen flytter sig en hårsbred for at forsvare vores demokrati. De partier, der kan tænkes at stemme imod – og det er vel kun EL, SF og måske Å – kan ikke mønstre de 66 mandater, der skal til at sende forslaget til folkeafstemning. Men så må de leve op til deres parlamentariske ansvar og i det mindste drage omsorg for, at loven forelægges Højesteret til prøvelse.