Nikolaj Villumsen er ude i et helt galt ærinde, når han torsdag her i avisen påstår, at jeg på et samråd i Folketinget "skulle have indrømmet", at jeg og mine kollegaer i Rådet ikke har nogen indflydelse på, hvorvidt EU's frihandelsaftale med Colombia skal suspenderes med udgangspunkt i menneskerettighedsklausulen. Så jeg bliver simpelthen nødt til at tage til genmæle.

Menneskerettighedsklausulen betyder, at Rådet på forslag fra Kommissionen eller EU's udenrigsrepræsentant Ashton kan beslutte at suspendere aftalen helt eller delvist på grund af alvorlige menneskerettighedsovertrædelser. Det er de formelle regler, der følger af traktaten for den Europæiske Union artikel 218 stykke ni. Men Nikolaj Villumsen underspiller fuldstændig, at det er Rådet alene, der kan vedtage at suspendere aftalen. Hertil kommer at medlemsstaterne kan tilråde Kommissionen at foreslå suspension.

Vi skal engagere os og ikke holde os væk med korslagte arme. 

Og vi må ikke glemme, at menneskerettighedssituationen i Colombia faktisk forbedrer sig for tiden. Derfor er kombinationen af engagement, potentiale for økonomiske forbedringer forbundet med øget handel samt den mulighed for at følge udviklingen i landet, som frihandelsaftalen giver, den bedste vej frem. Vi skal engagere os og ikke holde os væk med korslagte arme. 

Men vi skal absolut ikke være blinde for de store problemer og udfordringer, der er på menneskerettighedsområdet og i øvrigt. Der sker fortsat mord på fagforeningsfolk og NGO-repræsentanter, og det er uacceptabelt. Vi skal derfor følge situationen tæt. Men vi skal også lytte til de mange internationale observatører og oppositionspolitikere, der ser væsentlige fremskridt og tegn på yderligere forbedringer i Colombia. 

Jeg synes derfor det er positivt, at Europaparlamentet med et overvældende flertal (hvor 486 stemte for og 147 imod) den 11. december godkendte EU-Columbia flerpartsfrihandelsaftalen, der netop skaber forudsætninger for at forbedre menneskerettighederne i Colombia og Peru. Med samarbejdet som følge af frihandelsaftalen får EU et nyt håndtag til at forholde sig til menneskerettighedssituationen i Colombia og Peru via engagement, dialog og tæt monitorering af udviklingen i landet. 

Aftalen indeholder i sin færdigforhandlede form en bindende menneskerettighedsklausul [artikel 1] og et afsnit om bæredygtig udvikling, som dækker ILO-arbejdsstandarder og multilaterale miljøaftaler. Det har vi arbejdet for, og det er vi kommet i mål med. Derfor er jeg ikke alene fortrøstningsfuld med hensyn til dette instrument i frihandelsaftalen. Jeg mener, at vi gør det rette ved på denne måde fortsat at være ikke blot bekymrede - men også engagerede.