Imens eleverne venter på juleferiens komme, venter vi andre nok så intenst på den "nye reform", "det nye løft af folkeskolen" og ikke mindst på, at overenskomstforhandlingerne starter op.

"Løftet af folkeskolen", som undervisningsministeren foretrækker at benævne det, vil være tydeligt inspireret af erfaringerne fra Ontario/Toronto i Canada. Mange skolefolk har taget turen derover, senest Folketingets Uddannelsesudvalg.

Jeg deltog selv i et af de første besøg, nemlig Skolerådets studietur i efteråret 2011. Og, ja, vi blev begejstrede! At opleve et skolesystem, som emmer af tillid og "drive" lige fra ministeriets blankpolerede gulve til linoleumsgulvet på gangen på Public School er stærkt vanedannende!

Deres resultater kræver stor respekt: At kunne skabe så store faglige fremskridt med en elevgruppe, hvor over 50 procent er to-sprogede, er næsten ubegribeligt, og deres resultater på distriksskoler, hvor eleverne ikke hjemmefra er udrustet med sølvskeer, skal oplagt bruges som inspiration herhjemme.

Mange beretninger fra rejserne har omhandlet resultaterne og metoderne og ikke så meget vejen dertil.

Et skolesystem i krise

Skolesystemet i Ontario var på alle områder i halvfemserne og i starten af nullerne i dyb krise. Mistilliden til skolerne var så stor at forældrene i stort omfang sendte deres elever på dyre privatskoler. De faglige resultater var internationalt helt i bund. Ved enhver given lejlighed fortalte politikerne om dovne og overbetalte lærere, så tidlig pension og stor flugt fra faget gav lærermangel. Regelmæssige arbejdsnedlæggelser hørte med til billedet.

Genskabelsen af tilliden og respekten for læreren var udgangspunktet for hele reformen.

En ny regering i 2003 med uddannelse som prioritet fik over en årrække vendt denne udvikling. Regeringens toprådgiver, den canadiske uddannelsesforsker Ben Levin, har utallige gange fremhævet, at genskabelsen af tilliden og respekten for læreren var udgangspunktet for hele reformen. Og etableringen af "partnerskabsbordet", hvor alle relevante organisationer, ikke mindst lærerforeningerne, fik en ligeværdig plads.

Uden etableringen af dette partnerskab ville forandringerne og udviklingen ikke være sket! Denne sidste sætning er særlig adresseret til Kommunernes Landsforening (KL).

Godt nok har vi ikke set KL's konkrete krav til overenskomstfornyelsen, men debatoplægget "Plads til ledelse og forandring" emmer ikke ligefrem af dialog, tillid og respekt for lærerne og deres faglige organisationer. Debatoplægget er kravlet op i et højt træ, hvor udsigten er hæmmet af blade, som for længst burde være faldet.

Fælles bekymring

Jeg deler helt KL's bekymring overfor den store andel af unge, som efter grundskolen ikke er parat, fagligt og socialt, til at påbegynde en ungdomsuddannelse, og netop denne fælles bekymring burde kalde på fælles svar og løsninger.

I stedet har KL analyseret sig frem til, at løsningen på problemet skal findes i lærernes arbejdstidsaftaler og at hovedproblemet er, at der skal indgås aftaler med lærernes faglige organisation, om hvad de skal bruge arbejdstiden til. Undskyld – det forstår jeg ikke!

Mit udsyn ud over landets ungdomsskoler tegner et billede af en række skoler, som med stor kreativitet og fleksibilitet laver skole til en stor andel af de unge i deres fritid, samt at de rummer og laver skole til en stadig større gruppe af unge, som har rigtig ondt i livet.

For skoleledelserne fylder indgåelse af arbejdstidsaftaler minimalt i forhold til kampen for at sikre en fortsat kvalitet i ungdomsskoletilbuddet i en tid med kommunal smalhals. For lærerne er udfordringerne og den daglige kamp at kunne inkludere en voksende gruppe af unge med ondt i livet.

Kære kommunernes landsforening: Kravl nu ned af det træ! Lad os sammen forene kræfterne i at udvikle skoletilbuddene, at fjerne de barrierer, som vanskeliggør samarbejdet omkring de unge, og som senere laver benspænd, når de skal i gang med en ungdomsuddannelse. Her ville vi sammen kunne opnå resultater til gavn for de unge og for samfundet.