08 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Mere bureaukrati er ikke løsningen

Mere bureaukrati er ikke løsningen

Vi har brug for at sikre borgernes ret til selv at beskytte deres eget hjem. Og vi har ikke brug for et kystråd for at sikre dette.

Enhedslistens Peder Hvelplund tordner mod Dansk Folkeparti i et indlæg bragt her i avisen den 6. februar, fordi vi har stemt nej til et forslag fra Enhedslisten om at nedsætte et nationalt kystråd. 

Det er ikke rimeligt, at borgere gang på gang skal opleve store oversvømmelser i deres hjem uden at kunne gøre et klap ved det.

Lad mig starte med at sige, at de, der har fulgt debatten om kystsikring, udmærket godt ved, at det er et område, der ligger Dansk Folkeparti meget på sinde. Vi mener, at der er brug for handling, for det nytter ikke noget, at familier gang på gang skal opleve deres huse dratte i havet.

Det er heller ikke rimeligt, at borgere gang på gang skal opleve store oversvømmelser i deres hjem uden at kunne gøre et klap ved det. Vi har behov for, at der sker noget nu. Netop derfor har danskerne ikke brug for endnu et råd, der skal udarbejde en større plan for, hvordan man skal kystsikre forskellige steder i landet. 

Nej. Vi har behov for at de enkelte borgere kan få de nødvendige tilladelser, der skal til for at sikre eget hjem. 
Netop derfor mener vi i Dansk Folkeparti, at vi skal have ændret kystbeskyttelsesloven og give borgerne mere metodefrihed eksempelvis til at lave stensætninger.

I dag er proceduren sådan, at man skal ansøge kystdirektoratet om tilladelse til at kystsikre, og ofte får man kun tilladelse til at kystsikre med sand. En metode, der har en meget ringe virkning mod store vandmasser. Danskerne vil jo gerne trække i arbejdstøjet og beskytte deres hjem – de må bare ikke og det skal vi have lavet om.

Grundejerne skal efter en god dialog med eksempelvis naboer have lov til at sikre deres grunde med sten, moler, høfter og diger. Kun på den måde kan vi komme problemet til livs.  I Dansk Folkeparti ønsker vi hård kystsikring, og det er fortsat det, jeg arbejder målrettet på at få igennem i Folketinget. 

Enhedslistens forslag om et kystsikringsråd er derfor rent bureaukrati, som vi jo ofte ser i partier som Enhedslisten og Alternativet. Endnu et råd – endnu mere snak – meget lidt handling. Og det er handling, der skal til for at sikre borgernes hjem.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. feb. 2017 - 08:30   09. feb. 2017 - 08:40

Læserbrev

af Pia Adelsteen MF. miljøordfører for Dansk Folkeparti