Folketingsvalget i maj var en gyser, der gav Dansk Folkeparti en kæmpemæssig vælgerfremgang. Det er nu landets næststørste parti efter Socialdemokratiet.

Mindst 80 procent af landets lovgivning er direktiver fra EU, der går glat gennem det danske Folketing uden diskussion.

"Det Danmark, som vi kender", er ved at forsvinde, og det skyldes først og fremmest EU, en klub af europæiske lande, som Danmark har været medlem af siden folkeafstemningen i 1972. EU's mål har fra starten været helt klar, "en stadigt tættere union", som det er formuleret i Romtraktaten, den første af de mange traktater, som siden fulgte.

Grundpillerne i denne union er de fire "friheder", fri bevægelse indenfor unionen af kapital, varer, fri etableringsret og fri bevægelse for personer. I sig selv et neoliberalistisk projekt, som skal tjene det, vi med et pænt ord kalder erhvervslivet.

Jeg skal ikke trætte nogen med at nævne, hvor mange gange det er blevet fremstillet som et uskyldigt handelssamarbejde, og selv da den politiske overbygning var på plads, da EF blev til EU, blev unionens betydning nedtonet af danske politikere. Mindst 80 procent af landets lovgivning er direktiver fra EU, der går glat gennem det danske Folketing uden diskussion, fordi de skal implementeres i dansk lovgivning.

Ovenikøbet har Danmark bundet sig til den uopsigelige Finanspagt, som betyder, at landet skal følge EU's sparekrav, der er opfundet for at stabilisere euroen. Den har vi som bekendt ikke i Danmark.

Enhedslisten og DF var svage

Der har længe været en bred folkelig modstand mod EU af mange forskellige grunde og over hele det politiske spektrum. Det er derfor, Folkebevægelsen mod EU, som er tværpolitisk, har formået at få valgt et parlamentsmedlem i EU-parlamentet. Men Folkebevægelsen stiller jo ikke op til Folketinget. Af partierne, der er valgt ind i det danske Folketing, er det kun Enhedslisten og Dansk Folkeparti, der er modstandere, henholdsvis skeptikere. 

EU er stærkt medvirkende til, at mange danskere i protest har vendt sig til DF. 

Men ingen af de to partier har nævnt EU i valgkampen, kun følgerne: de sociale og sundhedsmæssige besparelser og social dumping. Socialdemokratiet, som er jubeltilhænger af EU, har formået at skjule de barske sociale nedskæringer, som Finanspagten dikterer - på blandt andet pensioner og dagpenge - som "nødvendige" tiltag for at komme igennem krisen.

Dansk Folkeparti (tidligere Fremskridtspartiet) har fra starten været dygtig til at vejre folks utilfredshed, og denne gang er det også lykkedes at hverve stemmer. Det er sket uden de store armbevægelser og med nogle få ord: "Du ved, hvad vi står for". Derfor er det helt korrekt at kalde det højrepopulisme, som de tyske aviser har gjort. Jeg vil ikke sige, at EU er roden til alt ondt, men det er stærkt medvirkende til, at mange danskere i protest har vendt sig til DF. 

Alle partier var tavse

Hvis man slet ikke forholder sig til de problemer, som EU forårsager, og som griber ind i folks dagligdag, risikerer man en højrebølge.

Enhedslisten har forholdt sig til social dumping, kædeansvar med videre, men det er ikke tilstrækkeligt, og det er også kun en flig af de voldsomme problemer, som EU er årsag til.

Dansk Folkeparti har forholdt sig til den utryghed, det skaber, når der kommer mennesker til Danmark, som tager ens job, fordi de er villige til at arbejde for den halve løn eller endnu mindre. Eller kommer over grænsen til Danmark som deciderede tyvebander.

Alle partier har været uhyggeligt tavse om EU. Det har overhovedet ikke været nævnt i valgkampen. Først til allersidst blev grænsebommen hevet frem igen, og folk i København og i de store byer forstod ingenting. De syntes nærmest, det var lidt latterligt. Men EU er kommet ind i vores hverdag, og det kan ikke ties ihjel. Danske politikere bliver nødt til at forholde sig til det.