Jeg har tidligere skrevet til Arbejderen om Jordens rotation og om ændringer af denne. Her er en lille, afsluttende tilføjelse om dette emne og om Jordens ellipsoide facon: omdrejningsellipsen.

Et kraftigt indicium på Jordens ændrede rotationstid, og dermed ændrede form, er de mange bjergkæder på denne planet.

For det er naturligt, at bjergkæder vil dannes, når jordskorpen ændrer facon.

Efterhånden som Jordens rotation ændrede sig, blev overfladen mindre.

En omdrejningsellipse har et større areal end den tilsvarende kugle med samme rumfang. Det vil sige, at efterhånden som Jordens rotation ændrede sig, blev overfladen mindre.

Den pladsmangel, som således opstod, gav derfor anledning til forskydninger og foldninger, altså til at bjergkæder og højdedrag dannedes som grundlaget for kontinenterne.

Teorien om kontinentaldrift har i tidens løb været noget omdiskuteret.

Man behøver imidlertid ikke nogen kontinentaldrift-teori for at forklare, hvorfor Grønland og andre arktiske og antarktiske lande havde et varmere klima i tidligere tider.

Den her fremførte teori om Jordens  rotation forklarer dette fænomen.

Energien kommer altså fra Jordens rotationsenergi, der i stedet omdannes til varmeenergi i Jordens indre. Bremsevarme på grund af Månens tiltrækning af Jorden.

På samme måde opstår varmen vel i andre planeter. Jo hurtigere rotation, jo mere varme.

Også i dag betyder tidekræfterne stor varmeudvikling - cirka 200.000 milliarder kilowatt-timer per år.

Denne teori om Jordens rotation forklarer også, at Jorden oprindelig var dækket af hav overalt. Først med en ændret rotation, det vil sige et mindre overfladeareal, blev Jordens skorpe tvunget op over havet, og landområder dannedes. 

Dog er det sikkert rigtigt, at aktive vulkaner stak op over havoverfladen mange steder, lige fra de ældste tider.