I stærk kontrast til hvad medier og politikere giver indtryk af, er missilskjoldet, som Danmark nu tilsyneladende skal bidrage til, destabiliserende og udelukkende offensivt.

Det kan kun opfattes af Rusland og andre som en uvenlig handling og som en utvetydig overreaktion paa Ukraine-krisen.

Missilskjoldet sænker den psykologiske tærskel for atomkrig. Det gør atomkrig mere sandsynlig!

Her er den forklaring som beslutningstagere næppe har modtaget fra ministerier eller militære kredse. Den gælder for atomvåben saavel som for konventionelle våben:

Den klassiske terrorbalance fra 1950-erne handler om, at hvis A har kastet sine raketter – inklusive atomare – på B, så ville B altid have tilstrækkeligt at gengælde med – nemlig atomvåben på sine fly, ubåde og i siloer, der ikke er blevet slået ud af A’s første angreb.

Det hed "gensidigt sikret ødelæggelse" - MAD, Mutualy Assured Destruction. Den afskrækkende værdi lå i, at begge parter vidste, at hvis de startede en atomkrig, ville deres egne befolkninger i milliontal dø som følge af modpartens gengældelse.

Hvad indebærer det i dette perspektiv at udvikle et missilskjold eller "forsvar"? Det betyder, at hvis A tror, at han har et sådant system, med hvilket han kan skyde modpartens gengældelsesmissiler ned, så øges hans tro på muligheden af at indlede, gennemføre og vinde en atomkrig: Han tror jo, at han kan skyde alle modpartens gengældende missiler ned, og at hans egen befolkning dermed forbliver uskadt.

Falsk sikkerhed

Dette sænker den psykologiske tærskel for atomkrig. Det gør atomkrig mere sandsynlig! Det gør det mere attraktivt, at udkæmpe en atomkrig til modparten er helt ødelagt. Og A kan vinde, fordi han befinder sig under et "skjold", en osteklokke, hvor han ikke selv lider nogen skade.

Kort sagt: I det atomare spil kan missilskjoldet kun opleves som destabiliserende og provokerende i den andens øjne.

Det véd USA/NATO godt og har derfor fundet på den absurde påstand, at det hér skam ikke handler om Rusland men om at beskytte Vesten mod Iran – et Iran, der ikke har atomvåben eller tilstrækkeligt langtrækkende raketter, og hvis militære udgifter er 6,3 miliarder dollar mod NATOs samlede 990!

Utilgivelig uvidenhed

Hér har propaganda erstattet kundskab. At være politiker og undlade at sætte sig ind i disse bogstaveligt talt dødsensalvorlig ting – eller omgive sig med inkompetente rådgivere – er slet og ret utilgiveligt. 

Og bedre bliver det ikke, hvis journalister heller ikke har den fornødne viden til at stille dem op mod væggen med kritiske spørgsmål. Tænk hvis kundskaben, hvad angår sikkerhed, forsvar og udenrigspolitik var lige så god, som hvad angår sport, økonomi, mad og underholdning. 

Gad vide, om der så ikke ville der være lidt mindre krigspropaganda og lidt mere fred i verden?