Når jeg læser i vores lokalavis om den igangværende debat om trosretningers ret til et sted at blive begravet, kommer følgende tanke frem hos mig: "fremmedforskrækkelse".

Modstanderne af disse gravsteder taler også tit om integration og danskhed, ja de påberåber sig mange gange ligefrem at være eksperter i disse ting.

Jeg har tænkt over, hvad integration og danskhed mon egentlig er? Sproget dansk? Janteloven? Flæskesteg? Egoisme? Fællesskaber? Kongerækken? Kristendom? Først øl og senere rødvin? Slægtsbånd? Dansk humor?

Skønt hun kunne være bedre til dansk, ikke spiser flæskesteg, mangler dansk humor, ikke er egoist og har andre slægtsbånd, er vi dog fælles om en ting:  nemlig hjemve. 

Måske er det hele meget mere enkelt: Når jeg en dag efter sommerferien møder en bekendt, som er af anden etnisk oprindelse, taler vi om vores sommerferie. Jeg fortæller om min tur i bil ned gennem Nordeuropa og derefter gennem Europatunellen for til sidst at holde en uges ferie i London.

Hun fortæller om sin biltur ned gennem Europa til Tyrkiet for at besøge familien. Gode ferier med en ting til fælles: "Det var vel nok dejligt at komme hjem igen".

Skønt hun kunne være bedre til dansk, ikke spiser flæskesteg, mangler dansk humor, ikke kender kongerækken, er muslim, drikker hverken øl eller vin, ikke er egoist, har andre slægtsbånd, er vi dog fælles om en ting:  nemlig hjemve.

Og hvad kan være bedre integration end lysten til at bo i det hjem i det land, hvor hjemmet ligger og samtidig på lige fod med andre medborgere i landet have et ønske om at blive begravet i nærheden af hjemmet?