Hvorfor er jeg kommunist? Fordi Karl Marx' kommunistiske manifest var og er det mest radikale opgør med kapitalismen, der findes. At kapitalismen var og er en slavebinding af befolkningen, og dens frigørelse fra kapitalismen vil betyde en frigørelse af hele befolkningen og skabe et frihedens rige "hvor enhver yder efter evne og får efter behov". Og at dette opgør betyder, at jeg går ind for en revolution, og at jeg dermed er revolutionær.
når man opgiver ordet kommunisme, svigter man også før eller senere det indhold, ordet dækker over".
Ingen andre politiske partier og bevægelser har stået stærkere for dette end kommunisterne. Ingen accept af kapitalismen, intet knæfald og ingen underordning, som forskellige varianter af Socialdemokratiet står for.
Jeg vedkender mig kommunismens historisk progressive rolle. Jeg er stolt af dens sejre, og dens nederlag gør mig ikke mismodig. Jeg skammer mig ikke og jeg tager ikke afstand fra historien om kommunismens nederlag. Jeg sætter mig ind i historien og erkender hvorfor, og hvordan det gik galt. Det er ikke enkelt men ganske kompliceret at forstå historiens gang.
At være kommunist var selvfølgelig at være aktivist i et kommunistisk parti i et givent land. Men det var også at være en af flere millioner aktører i en historisk orientering for hele menneskeheden.
Det gør mig og mange af mine medkæmpere stolte. Selvom man vil putte os i skammekrogen, så er vi her endnu. For nok er kommunismens navn miskrediteret, men dens indhold er stadig levende. Frigørelsesprojektet er levende, så længe kapitalismen avler modstand.
Forsøgene på at skabe socialisme slog fejl og de kommunistiske partier udviklede sig væk fra frigørelsesprojektet. Nye hirakier blev opbygget og nye ledende lag profiterede.
Utopisk projekt?
Kan frigørelsesprojektet – kommunismen – kan ikke lade sig gøre, fordi mennesket altid vil være et egoistisk og ikke et kollektivt menneske? Det er den reaktionære filosofi, som liberalister og konservative - herunder ny-fascister - altid møder os med.
Men det passer ikke. Kapitalismen er menneskeskabt og vil blive afskaffet af mennesker.
Efter årtier i skammekrogen er kommunismen tilbage – i hvert fald som idé. Mathias Rølle skriver om begrebet i anledning af 10-året for konferencen ‘The Idea of Communism’, hvor filosoffer som Slavoj Žižek og Alain Badiou var med til at genrejse det.
Mathias Rølle skriver i sin artikel "Sovjetunionen er den moderne venstrefløjs store traume, og siden Murens fald har venstrefløjen afprøvet forskellige strategier i forsøget på at revitalisere sit projekt". Herhjemme skrev Enhedslisten kommunismen og andre svært fordøjelige begreber ud af sit principprogram i 2014, for med Johanne Schmidt-Nielsens ord at udrydde "de mange misforståelser".
Slavoj Žižek kalder denne strategi for en "pr-indvending". Ifølge ham er "problemet med denne nemme løsning, at selve tabuet omkring ordet "kommunisme" er resultatet af den radikale frigørelseskamps nederlag, sådan at man, når man opgiver ordet, før eller senere også svigter det indhold, ordet dækker over".
Så jeg svigter ikke ordet kommunist og går i skammekrogen. Jeg svigter ikke den ide, der ligger bag ordet kommunist. Jeg forsøger at lære af historien. Og jeg er stolt af før som nu at være med under kommunismens faner for menneskehedens frigørelse.
Når vores kapitalisme-forsvarere forsøger at genne os hen i skammekrogen ved at sige, at vi er kommunister og dermed politiske forbrydere, så siger jeg : Overalt i verden har de fattige og undertrykte rejst sig mod undertrykkerne og er blevet kaldt kommunister og mejet ned. Så hvis jeg siger, at jeg er på de undertryktes side, ønsker kapitalismen væk, arbejder for revolutionære ændringer, så er jeg kommunist. Og jeg er i godt selskab under kommunismens faner for menneskehedens frigørelse.
Forkortet af redaktionen
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
