Det kunne være en flueplet. Men der er jo ikke nogen fluer om vinteren, så det ender nok med at være korrekt:

At pletten på min computerskærm er et fotografi af Jorden, taget fra en afstand af 6,4 milliarder kilometer. Billedet er historisk og hedder "Pale Blue Dot."

Det blev taget den 14. februar 1990 af rumsonden Voyager 1, og på billedet fylder Jorden mindre end en pixel.

Mindre end en pixel

Så faktisk er vores planet nærmest umulig at få øje på - blot en bleg plet, så forsvindende, at den ikke engang kan trykkes på et avisbillede.

Prikken rummer os alle, den er vores eneste og fælles hjem. 

For der vil ikke være noget at se. Men netop derfor er der grund til at tale om plettens forsvindende størrelse.

Billedet er så at sige taget på vej ud af solsystemet. Rumsonden var på vej væk, endnu længere væk, ud ad vores solsystem. Men så drejede teknikerne kameraet og vendte det i retning af den blege plet og tog et sidste billede af Jorden fra en afstand, der ikke kan begribes. 

Vi må prøve at få øje på pletten. Det er så vigtigt i disse tider, hvor netop denne plets fremtid er til forhandling ved klimatopmødet i Paris.

Bleg blå prik

Find pletten ved at søge "Pale Blue Dot" på Google. Og se så nøje på den: Det er os, alle os, dem vi elsker, alle dem, vi kender, og alle de andre, alle muslimerne, de kristne, jøderne, alle dem med de forskellige ideologier og økonomiske doktriner.

Alle dem, der er i krig lige nu, de små, de store, de gule, sorte, brune og hvide. Alle der sover, og alle der er vågne på den anden side af Kloden. Alle der ligger på lur, og alle der bliver luret på, alle der vil skade og alle dem, der bliver skadet af alle dem, der vil skade.

Alle præsidenterne, alle akrobaterne, alle de afslørende journalister, alle de valgte og alle vælgerne. Alle, der sidder alene, og alle på swingerklubberne, alle foran skærmen og bag den. 

Alle mennesker, kvinderne, mændene, børnene, bøsserne, de lesbiske og de polyamorøse. Klatten rummer os alle, den er vores eneste sted, vores fælles hjem. 

Vi er dér, på pletten, den blege plet, fotograferet af en rumsonde med ryggen til uendeligheden. På denne plet taler videnskaben i dag om, at vi er gået ind i den atropocæne periode, eller menneskets epoke.

Det betyder, at mennesket har fået en planetforandrende kraft med indflydelse på, hvordan Jordens levende og fysiske systemer forandrer sig.

Pas på pletten

Det betyder imidlertid ikke, at vi samtidig er i stand til at kontrollere de forandringer, som vi sætter i gang.

Ofte er forandringerne jo netop ikke-intenderede eller bivirkninger fra noget, som vi satte i gang af helt andre årsager. Klimaforandringerne er blot et enkelt eksempel på dette.

Dunkelheden, der møder os fra det uendelige univers med pletten lidt til højre på min computerskærm – pletten, som jeg troede var en flueplet – er en opfordring til besindighed, en opfordring til eksistentiel eftertanke hos alle dem, som ved klimamødet i Paris har indflydelse på plettens fremtid.

Vi har bevist menneskets storhed ved overhovedet at kunne sende et menneskeskabt stykke teknik ud i rummet for at tage dette selvportræt.

Den forsvindende og blege plet rummer dog også kravet om selvbegrænsning og opmærksomhed på det forhold, at pletten faktisk forsvinder, når man kikker væk i et kort øjeblik, og så skal man have hjælp for at finde den igen.