Da Danmarks Radio for mange år siden producerede en udsendelse om kongefamilien, var det noget helt nyt. Monarkiet fik nu med hjælp af medierne en gennemslagskraft hos befolkningen som aldrig før. Midt under udsendelsen sagde kongen pludselig: "Sid ordentligt, Benedikte!" Det viste os, at kongen minsandten var en rigtig familiemand.

Mine forældre blev meget imponerede over at kongen lød som et almindeligt menneske, da han irettesatte sin yngste datter. Det hele udspillede sig på Amalienborg under eftermiddagsteen. Det var den time, som var afsat til familieliv ifølge dronningen. Radioreporteren var krybende ærbødig, når han stillede de små prinsesser et par uskyldige spørgsmål.

En kødrand af embedsmænd og journalister

Hvor kongefamilien end viser sig, er den omgivet af en kødrand af diverse embedsmænd, der i forvejen har sørget for at få fjernet enhver sten eller ubehagelig duft, som kan virke forstyrrende på de kongeliges velbefindende. På passende afstand følger en skov af journalister. De sørger for at ugebladene fyldes med billeder af de underskønne prinsesser. 

Kronprinsen af Danmark viser sig, når protokollen kræver det, i en uniform med tilhørende omvendt sovsekande på hovedet, mens hans kone, kronprinsessen, har hele sin opmærksomhed rettet mod at holde balancen med sine dyrt indkøbte stylter på fødderne.

Selvfølgelig skal vi have nogen til at repræsentere landet og befolkningen ude i den store verden.

Kan vi være tilfredse med denne dækning? Selvfølgelig skal vi have nogen til at repræsentere landet og befolkningen ude i den store verden, men det har vi jo allerede vores ambassadører og en udenrigsminister til. De er skolede til at tage sig af den slags og mange andre rent praktiske opgaver.

Det er da klart, at et kongeligt besøg kaster glans over det hele. Men er det nødvendigt? Når de kongelige skal rejse, er det et kostbart apparat, som sættes i gang. Måneder i forvejen skal der udvælges et følge, som skal ledsage familien på rejsen. Dertil kommer deres personlige opvartning af medført personale. Forberedelserne i besøgslandet er mindst lige så omfattende. Der skal pudses og fejes. Det, som ikke tåler dagens lys, skal fjernes i hvert fald midlertidigt.

Storkapitalisterne elsker at mænge sig

Når så endelig besøget finder sted, hvem er det så, der bliver repræsenteret? Jeg tror ikke, det er fabriksarbejderne eller hjemmeplejerne. Næ! Det er dem, som ikke behøver denne opmærksomhed. Nemlig storkapitalisterne, de klarer sig til enhver tid. De elsker at mænge sig med de kongelige og under de fine velgørenhedsmiddage bedyre deres samfundssind.

Ugebladene frådser i de smukke damers klæder og frisurer, mens deres mænd skovler endnu flere penge sammen på underbetalt arbejdskraft i besøgslandet. Det her burde give monarkerne en dårlig smag i munden. Men de siger ikke noget.

Monarkiet klamrer sig til tronen og medierne til salgscifrene. Men hvad med os læsere? Hvorfor hjælper vi dem med at holde sig fast og køber skidtet uge efter uge? Jeg spørger bare. Er vi i virkeligheden nogle sløve padder, som bare vil underholdes med lidt glamour, og måske med en fed skandale? 

Det kan da godt være, at eksponeringen af de kongeliges liv i luksus sælger som varmt brød. Men før eller senere kan det forhåbentlig blive en boomerang og give bagslag. De nye generationer bliver måske ikke så lette at flirte med? Den dag, vi indser at monarkiet har overlevet sig selv og sætter det på aftægt med en pæn pension, bliver jeg glædeligt overrasket.

Forkortet af redaktionen