De, der modtager for store ydelser, mister lysten til at arbejde, er den gennemgribende politiske holdning i det meste af verden.

Jeg oplevede, at skønt man havde 48 timers arbejdsuge og ret til tre ugers betalt ferie, var overarbejde og kun en uges ferie helt normalt for de fleste.

Hvis dette skal være sandt, må man rejse ud i verden og se, hvordan det virker, når ydelserne er små eller næsten ikke eksisterer. Jeg var i 2011 på studietur til Thailand, hvor ovennævnte bliver praktiseret i bedste liberal-konservative ånd, og det ser ganske rigtigt ud til, at alle arbejder.

På virksomhedsbesøg oplevede jeg, at skønt man havde 48 timers arbejdsuge og ret til tre ugers betalt ferie, var overarbejde og kun en uges ferie helt normalt for de fleste.

Hvis vi vender blikket mod Danmark. hvor vi har 37 timers arbejdsuge med god løn og i mange overenskomster ret til den sjette ferieuge, eksisterer overarbejde og kortere ferie så ikke længere?

Skønt overholdelse af dette kunne hjælpe arbejdsløse i arbejde, er overarbejde og kortere ferie et velkendt fænomen også i Danmark.

Undskyldningerne er som regel mangel på kvalificeret arbejdskraft eller, at overarbejdet kun er i kortere perioder. Desværre betyder det, at der ikke rigtig er tid til de elever, som skulle udgøre den manglende kvalificerede arbejdskraft.

Konklusionen må være, at hvis der er arbejde, kan nedsatte ydelser sagtens føre til at flere kommer i arbejde: Spørgsmålet er bare, om vi på denne måde opkvalificerer vores arbejdsstyrke eller forringer samme?

Vender vi nu blikket mod de, der tjener pengene på arbejdskraften, er den politiske holdning, at hvis man giver dem flere penge via skattelettelser, vil der blive skabt flere arbejdspladser.

Hvis mennesker fødes lige, og den førte politik skal kunne hænge sammen med ovennævnte, vil logikken være, at hvis man via højere skat tager flere penge fra dem, som har mange, vil de straks gå i gang med at skabe flere arbejdspladser, så de kan tjene det tabte ind igen. De arbejdsløse på nedsatte ydelser vil stå klar til at indtage de nye arbejdspladser, og velfærdssamfundet vil atter få råd og blomstre i den positive optimismes ånd.

Det, som vi ikke så, er nu det som alle ser, og væk er den blinde plet.