I Politiken kunne man den 16. januar læse et meget relevant debatindlæg. Under overskriften: "Læs lige lovene om frihed til at ytre sig" gør tidligere ambassadør Tyge Lehmann opmærksom på, at "ytringsfriheden ikke er så absolut, som mange tror". Indlægget påpeger, hvordan injurieloven, racismeloven og blasfemiloven sætter grænser for ytringsfriheden.

Efterhånden i mange år har det ellers været sådan, at nærmest samtlige af landets politikere og jurister lyder som om, at især blasfemiloven slet ikke findes. Men det gør den jo, og læst bogstaveligt er den uhyre streng.

Ifølge blasfemiloven er offentlig gengivelse i Danmark af en af Charlie Hebdos muhammedtegninger i princippet er ulovlig.

Den forbyder nemlig slet og ret al offentlig spåt med eller forhånelse af lovlige religionssamfund uden at stille noget krav til omfanget eller arten af denne spot eller hån. Hvorved for eksempel offentlig gengivelse i Danmark bare en enkelt gang af en af Charlie Hebdos satiriske muhammedtegninger i princippet er ulovlig.

Hvis vi skal være os selv bekendt, så må vi da se at få bragt retspraksis i overensstemmelse med loven - eller loven i overensstemmelse med praksis.

Det er jo nok bedst at både injurie-, racisme- og blasfemiloven sætter grænser for, hvor uroskabende et hundeslagsmål, der får lov at udfolde sig i medierne, men man burde rimeligvis omformulere blasfemiloven, så de stiller nogle krav til omfang, grovhed eller varighed, før der er tale om noget ulovligt.

Også fordi de nuværende tilstande kunne være med til at gøde jordbunden for radikalisering, hvis nemlig muslimer ser, at landets lovgivning ikke forvaltes særlig nidkært i tilfælde, hvor dens ordlyd ellers kunne være til islams fordel, mens den omvendt forvaltes meget nidkært i tilfælde, hvor den kan bruges mod islam.