Ole Winther, chef i Slots- og Kulturstyrelsen, vakte ifølge forsiden af Politiken d.29 maj opsigt på de svenske museers nyligt afholdte årsmøde, da han erklærede, at mindst 15 millioner museumsgenstande på de danske museer skulle destrueres, så man fra over 20 millioner genstande kom ned på 6-7 millioner genstande.

Nu er det jo ikke kun ting, der destrueres, men også befolkningens tillid og respekt for museumsverdenen.

Og destrueres menes bogstaveligt, for som formanden for de danske konservertorer,, Camilla Jul Bastholm, udtaler: "Når ting bliver kasseret bliver de knust og brændt og forsvinder for altid".

Denne "smadre-politik" skyldes efter sigende også et hensyn til de folk, der gennem tiderne har afleveret ting til museerne, ofte generationers arv, folk som man åbenbart ikke kan byde, at tingene istedet blev givet til velgørende fonde og dermed solgt og ikke mindst, bevaret.

Dette burde være et politisk krav, for hvorfor giverne skulle foretrække, at de ting, de har skænket, istedet bliver smadret, skyldes der en forklaring på.

Nu er det desværre ikke en ny praksis i museumsverdenen at destruere tingene. Det viser flere eksempler.

Ifølge en kandidatstipendiat ved Københavns Universitet, der skrev speciale om emnet i 2017, så destruerede de danske museer alene i 2015 9000 genstande, hovedsagelig fra nyere tids bondestand.

Nu er det jo ikke kun ting, der destrueres, men også befolkningens tillid og respekt for museumsverdenen, noget som kan vise sig lige så ødelæggende, når det gælder folks vilje til at samarbejde med og aflevere ting til til museerne.