Nogle gange bliver jeg lidt trist og ked af det. Ikke på egne vegne, jeg skal nok klare mig, men det gør mig ked af det at se vores velfærdssamfund smuldre lige så stille.

Nu ser vi medborgere, der dør i ressourceforløb, eller som bliver fastholdt i årelange kontanthjælpsforløb, skønt de burde være på pension eller i fleksjob.

Bid for bid ser vi forringelser og medborgere drevet ud i et forløb, der fører til yderligere fattigdom. Det gør mig trist, når vi gør mennesker op i "ydere" og "nydere". Er det virkelig sådan, at vi er begyndt at se hinanden? Og hvordan er den kynisme kommet ind i vores velfærdsopfattelse?

Det gør mig ondt, at vi ser på hinanden med ligegyldighed. Engang var vi stolte af vores generøse velfærdssamfund, hvor vi i flok holdt hånden under de svageste og prøvede at bryde dårlige sociale mønstre.

Nu ser vi medborgere, der dør i ressourceforløb, eller som bliver fastholdt i årelange kontanthjælpsforløb, skønt de for lang tid siden burde være på pension eller i fleksjob.

Det gør mig trist at se og læse om, at man nu i kommunerne må bruge arbejdsløse til såkaldt frivilligt arbejde i vores institutioner, skønt vi har så mange, der ikke kan få foden indenfor på arbejdsmarkedet.

Ked af det bliver man jo også, når man tillader børn at leve i fattigdom og gå sultne i seng. Skal det virkeligt være nødvendigt i et af verdens rigeste samfund? Er det ikke kynisme af værste grad?

Måske tænker du lige som jeg: Jeg skal nok klare mig, jeg kommer aldrig så langt ud, at jeg får brug for velfærdssamfundet.

Men er du helt sikker på det? Måske bliver du eller nogle af dine nære ramt af arbejdsløshed, sygdom eller ulykker, der invaliderer og sender dig - eller nogle, som du har kær - ud på en social nedtur. Det håber jeg ikke vil ske for nogen, men det sker jo.

Jeg tror på et fælles velfærdssamfund, der passer på sine medborgere. Fattigdom er noget, vi som samfund kan fravælge eller tilvælge. For mig er valget ikke så svært.