Hundehoveder, hængerøve …. Nej. Ikke engang Egon Olsen kan give mig ord for, hvor rasende jeg er.

Lysten til at sætte grænser for banker og aktiespekulanter ser ikke ud til at være til stede.

For gud ved hvilken gang skal jeg nu læse, at vores fælles kasse er blevet lænset for milliarder af kroner af grådige, hensynsløse pengemænd og banker.

Mere end 400 milliarder har de røvet. 400 milliarder!

Skurkene går fri

Og skurkene går garanteret fri eller får et lille rap over fingrene – hvis de overhovedet bliver fundet. Er det virkelig sådan, at når man går med slips, gælder der andre (eller ingen) regler?

Nassere i vores samfund er ikke på kontanthjælp eller integrationsydelse. De sidder i deres habitter i direktionskontorerne i Europas største banker. Enten har de hvidvasket russiske mafiapenge for milliarder, eller også har de systematisk bedraget skattevæsenet i Danmark og en række andre europæiske lande for svimlende milliardbeløb.

Grådigheden kender ingen grænser, men det mest fortvivlende er, at lysten til at sætte grænser for banker og aktiespekulanter ikke ser ud til at være til stede.

Politikere og rigmænd trækker lidt på skuldrene og siger: Det var da ikke så godt, og så går cirkusset videre til næste gang, hvor dygtige pressefolk og whistleblowere afslører en skandale, der har foret lommerne på de rigeste til skade for resten af samfundet.

Og imens kan de møgdyr så sidde i deres skattely og grine, vel vidende at de aldrig bliver straffet. Enten fordi deres svineri er så omfattende, at myndighederne ikke kan undersøge det til bunds, eller fordi man ikke kan finde frem til dem.

Skal vi finde os i det?

En af mine gode venner fik for nylig brev fra skat om, at han skulle efterbetale 27 kroner efter et aktiesalg. 27 KRONER!

Hvordan i alverden kan man finde frem til en mand, der skylder 27 kroner men ikke dem, der har støvsuget milliarder op af kassen hurtigere end Inger Støjberg kan finde på nye udlændingestramninger?

Skal vi virkelig finde os i et skattesystem, hvor den lille mand bliver flået, mens de store multinationale banker og virksomheder beriger sig på den selvsamme mands bekostning?  

I mine øjne har bankerne mistet al troværdighed, og vores politikere mister den sidste rest af deres, hvis der ikke snart bliver sagt stop overfor bankerne.

Nu har de gang på gang bevist, at de ikke er voksne nok til at lege uden opsyn. Nu må vi kræve, at reglerne og tilsynet bliver så stramme, at det ikke kan betale sig at snyde længere. Det kunne for eksempel være med større offentlig deltagelse i bestyrelserne og kontrol med deres arbejde.

Ellers kunne man jo skærpe reglerne om bestyrelsesansvar, sådan at bestyrelser og direktioner i praksis er personligt økonomisk ansvarlig for alle transaktioner: Hvis de risikerer at skulle trække penge op af egne lommer, vil vi med garanti se en helt anden ansvarlighed.