Borgmesteren i Århus arbejder på at få revet en del almenboliger ned, for at "afskaffe ghettoerne". Den plan, der i øjeblikket forhandles om, går ud på nedrivning af ni Gellerup-boligblokke med 600 familieboliger (og salg af en blok med 120 boliger) samt nedrivning af tre Bispehaven-boligblokke med 318 familieboliger. Alt sammen med henblik på tvangsflytning af cirka 1000 udsatte familier.
Mon Alternativet, SF og Radikale er med på nedrivninger og tvangs-forflytninger?
Desuden ønsker borgmesteren i en aftale om projektet at få indføjet kommende nedrivninger i Skovgårdsparken – antal nedrivninger og tvangsflytninger er endnu ikke oplyst.
Og nej – aftaleforslaget handler ikke kun om nedrivning. Der er en del glasur på kagen: ny bystruktur i nedrivningsområderne, bygning af private boliger, etablering af arbejdspladser, en ny politistation lige i nærheden, som vil kunne "bidrage til trygheden i området". Men især: undgåelse af "ensidig beboersammensætning". Derfor: tvangsflytningerne.
Hvor skal de genhuses?
Der er også i forhandlingerne et løst udkast om hvordan de tvangsflyttede kan genhuses. Ikke hvor. Og nej, det er ikke kommunen, der skal genhuse – det forventer borgmesteren, at boligforeningerne sørger for.
Men det, som skal sikre borgmesterens image som ”skrap over for ghettobeboerne” - det er først og fremmest: nedrivninger og tvangsflytninger. Så kan Venstre og Pia Kærsgård-partiet bare gå hjem og lægge sig: Bundsgaard er manden, der kan det dér.
Han arbejder på at få "bred politisk enighed". Mon Alternativet, SF og Radikale er med på nedrivninger og tvangs-forflytninger?
Hvad med beboerdemokratiet?
Det er ikke kun boliger, borgmester Bundsgaard vil nedrive.
Det er også beboerdemokratiet.
Det er også:
- den almene boligbevægelse.
- de tvangsflyttede familiers økonomi.
- de øvrige almenbolig-lejeres rettigheder.
- århusianernes velfærd i almindelighed.
Det er meningen, at boligforeningerne og boligafdelingerne skal stilles over for et "fait accompli" - en politisk aftale, som der ikke kan ændres i. Derefter skal boligforeningerne/afdelingerne "høres" - og hvis de stemmer nej til aftalen, bliver den bare kørt igennem alligevel.
Boligforeningerne? Med færre lejligheder at administrere og derfor mindre huslejeindtægter kan de godt belave sig på at fyre medarbejdere.
Beboerdemokratiet? Det planlægger borgmesteren og hans allierede at tromle hen over.
De tvangsflyttede familier: hvis de flyttes til nybyggeri, kan de nok imødese ca. 40% højere husleje. Hvis de skal leve af førtidspension eller integrationsydelse, bliver de mere fattige. En del af dem bliver måske hjemløse.
Det er også de øvrige almenbolig-lejeres ret til flytning inden for boligforeningen, til ældre/billige boliger: hvis boligforeningerne skal organisere genhusningen af de tvangsflyttede, bliver der færre ledige lejligheder at vælge imellem for de øvrige beboere.
Borgmester Bundsgaard vil gerne have en hurtig aftale i hus. Endda en aftale, før regeringens lovforslag er vedtaget eller trådt i kraft.
Hvorfor hastværket? Er det, fordi han håber at vælgerne har glemt de grimme beslutninger og kun husker manden, der er skrap over for ghettobeboerne?
Forkortet af redaktionen
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278