07 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Neoliberalisme eller socialisme

Neoliberalisme eller socialisme

Hvis vi ikke tager den samfundsforandrende opgave alvorligt, overlader vi arenaen til neoliberalismen. Og den har jo i forvejen skabt det kaos, vi står midt i, så den kan ikke være en del af løsningen.

Det er lykkedes neoliberalisterne at gennemsyre hele samfundet, herunder vores sprog med kapitalorienterede vendinger som "at sælge dig selv" i privatsfæren.

Neoliberalismen indoktrinerer de unge til at tro, at værdien bliver skabt i handlen med aktier eller på youtube. 

Vi har vænnet os til, at alt der ikke kan regnes på, er reelt ikke værd at beskæftig sig med.  

Neoliberalismen har vareliggjort alle menneskelige relationer; selv kærligheden skal "profitmaksimeres".

Ekstrem rigdom med tvivlsomme midler er blevet et legitimt mål og genstand for beundring.

Indoktrinering

Neoliberalismen har med succes indoktrineret de unge til at tro, at værdien bliver skabt i handlen med aktier eller på youtube. Den har haft held med at lede tankerne væk fra produktionen, som om maden bliver skabt af Wallstreets gulddrenge og ikke af rigtige bønder og arbejdere.

Men i en tid hvor selv IMF's cheføkonom og Per Stig Møller med flere sår tvivl om neoliberalismens succeser, er det ikke længere nok at beskrive rigets tilstand. Nu er det tid til at være modig og sige det højt og tydeligt, at vi ikke længere kan undgå en omvæltning af det nuværende system.

Der er grundlæggende kun tre slagkraftige bevægelser. Ønsker vi forandring, bliver vi nødt til at vælge:

Neoliberalismen i alle dens udgaver har selv skabt det nuværende kaos. Den kan derfor ikke også være en del af løsningen.

Højrepopulismen har haft succes med at kunne italesætte nogle af de lidelser, som neoliberalismen har påført mennesker. Historisk set, i hvert fald på kort sigt, har kapitalismen altid foretrukket højrepopulismen som opposition til sig selv. Højrepopulismen kan trods alt sørge for bevarelsen af kapitalens fortsatte hellige status i samfundet.

Den sidste nævneværdige bevægelse er socialismen, som traditionelt har stået overfor kapitalismen. Grænsen kan til tider være flydende. For at differentiere skal vi socialister kommunikere tydeligt. Hvis vi ikke tager denne opgave alvorligt, overlader vi arenaen til højrepopulismen. Vores "åndelige dovenskab" og manglende vision giver højrepopulismen medvind til at mobilisere folk.

Fremtidens opgaver

Desværre løber de forskellige socialistiske kræfter ikke sammen i en stor flod. Men Enhedslisten er bestemt et godt parlamentarisk samlingspunkt for socialisterne. Vores kortsigtede og langsigtede opgaver kan opsummeres som følgende.

På kort sigt skal vi reparere på neoliberalismens følgevirkninger. I forbrugersamfundet er en stor del af befolkningen blevet "overflødiggjort" og er uden arbejde. Enhedslistens forslag om 30-timers arbejdsuge kan rette lidt op på skævheden.

På lang sigt kommer vi ikke uden om at snakke om socialismen. De fleste er nu klar over, at hvis man ikke en gang for alle tager magten fra kapitalen og giver den til folket, vil vi blive ved med at køre rundt i den onde cirkel. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. mar. 2017 - 08:31   14. mar. 2017 - 08:40

Læserbrev

Ali Hansen, Sprogpsykolog, Brønshøj