Lige inden jul offentliggjorde undervisningsminister Merete Riisager en statusredegørelse over projekt folkeskolen, hvor elever og lærere bruges som forsøgskaniner i regeringens store spareøvelser. Status er den, at ingen af de mål, der blev fastlagt i Folkeskolereformen fra 2013, er nået. Nul.

I gennemsnit får vi børnene to år for sent i forhold til at kunne hjælpe dem effektivt og give dem den behandling, de har brug for.

Det overrasker formentlig de færreste. Ikke engang ministeren kan være overrasket, for status har været den samme de seneste fire år. Og Riisager har gjort forsvindende lidt for at ændre situationen. Hun når det nok heller ikke, før hun blot kan sende aben videre ved næste folketingsvalg. Måltørsten mangler simpelthen.

At status er uændret, betyder imidlertid ikke, at der ikke er nogen resultater at forholde sig til. Tværtimod. Mistrivslen har eksempelvis aldrig været højere, og uden et opgør med inklusionsprincippet kommer det ikke til at ændre sig.

Det økonomisk motiverede ønske om at inkludere så mange som muligt i den almindelige folkeskole er til stadighed skyld i en voldsom stigning i psykiske diagnoser blandt børn og unge samt den generelle mistrivsel i skolen.

På specialskolerne oplever vi, at vi er blevet en nødløsning – en allersidste instans – frem for et godt alternativ. I gennemsnit får vi børnene to år for sent i forhold til at kunne hjælpe dem effektivt og give dem den behandling, de har brug for.

Mit ønske for (valgåret) 2019 er, at politikerne vil sætte et nyt mål for folkeskolen – og faktisk nå det: Afskaf inklusionsprincippet og sæt barnets tarv over politiske ambitioner.