Den 27. oktober blev det besluttet at oprette et gendarmerikorps, altså et særligt politihjælpekorps, og i samme anledning blev der vedtaget en "foreløbig lov om overordentlige politiudgfter" – som den kom til at hedde. Det folkevalgte parlaments indflydelse på landets lovgivning blev stille og roligt reduceret, man kunne kalde det visnepolitik.
Alt dette kunne være tegn på, at landet stod overfor en periode med alvorlige samfundsproblemer og ændringer. Nogen kaldte det begyndelsen til et diktatur. Alvorlige sager, altså.
Men regeringslederen hed ikke Løkke, men Estrup, og vi skrev 1885 – og ikke 2016, som man måske kunne komme til at tro.
Dengang var der kredse i befolkningen, der begyndte at tale om nødvendigheden af en revolution, inspireret af begivenheder andre steder i Europa, men tidspunktet var åbenbart ikke det rigtige. Samfundsudviklingen havde behov for at komme videre, det teoretiske skulle udvikles, og bringes op på et højere plan.
En gammel vittighed: "Se, hvad er det for en, der kommer der? – Det ved jeg ikke – Hov se, der kommer en til, og nu er den så tæt på, at vi bedre kan se den – Hold kæft hvor er den grim – den må vi da gøre noget ved i en fart".
Er det nu vi skal udvikle vores tanker, og måske grunde lidt over det?
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278