DR har sendt en række radioudsendelser om Cuba, hvori den garvede journalist Frank Esmann sætter fokus på de økonomiske forandringer, der for tiden foregår i den karibiske ø-stat.
Cuba beskyldes for de mærkeligste ting i danske medier.
Udsendelserne er et studie værd, i hvordan journalistisk fordrejning af virkeligheden stadig hersker i medierne, når det kommer til dækningen af latinamerikanske lande, der ikke lægger sig på knæ for USA's og EU's udenrigspolitik.
Esmann benytter sin position som erfaren journalist til at fremføre en poltitisk tendentiøs udlægning af det cubanske samfund. Ord som uvidende, sjusket og politisk reaktionær dukker op i tankerne, når man hører Esmanns udsendelser.
Aktionskomité Cuba
Nødvendigheden af at udbrede et reelt kendskab til og solidaritet med Cuba bliver i lyset af dette kun endnu klarere. Af samme grund er en gruppe aktivister i Dansk-Cubansk Forening nu gået sammen og har dannet en ny platform til udførelsen af denne opgave: Aktionskomité Cuba.
Det er vores ønske gennem aktivt solidaritets- og oplysningsarbejde at vise, hvor meget der er at lære af det cubanske folk og det cubanske samfund. De fordrejede billeder af Cuba, som Esmann og de danske medier i almindelighed giver af landet, slører en lang række politiske, økonomiske og kulturelle forhold, der tjener som inspiration og stof til eftertanke for alle, der ønsker at sætte fokus på de mere kritisable sider af vores egne vestlige samfund.
Cuba beskyldes ofte for de mærkeligste ting – beskyldninger, der i bedste fald viser sig at være myter, i værste fald at være lodrette løgne.
Cubas demokrati
I tillæg hertil forsømmer medierne herhjemme at berette om, at eksempelvis det funktionelle demokrati i Cuba på en række områder sætter spørgsmålstegn ved omfanget af befolkningens indflydelse i vores hjemlige variant af demokrati. I Cuba er det for eksempel befolkningen selv, der på åbne møder opstiller kandidater til valgene, og alle folkevalgte kan til enhver tid trækkes tilbage af de cubanske vælgere.
Desuden træffes der ikke en vigtig beslutning i landet, uden at befolkningen konsulteres, hvilket de omtalte økonomiske forandringer netop er et bevis på. Her har man gennem folkemøder (i øvrigt med meget høj deltagelse) først og fremmest ladet befolkningens ønsker været styrende for hele processen – noget, der stiller eksempelvis EU's beslutningerprocesser og dominans over de nationale love i et endnu mere tvivlsomt lys.
På næste møde i Aktionskomité Cuba vil der være oplæg og debat om netop demokratiet i Cuba som optakt til at nedsætte en gruppe, der skal revidere Dansk-Cubansk Forenings informationshæfte om Cubas demokrati og folkemagt. Det foregår onsdag den 14. maj kl. 19 i Casa Latinoamericana, Høffdingsvej 10, Valby.
Aktionskomité Cuba er et sted for alle, der aktivt ønsker at udvise solidaritet med og støtte til den cubanske befolkning i deres fortsatte bestræbelse på uafhængigt af udenlandske interesser at udvikle deres samfund i en positiv retning. Alle er velkomne!
Forkortet af redaktionen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278