I Gigtforeningen har vi med glæde fulgt sundhedsminister Astrid Krags bestræbelser på at komme ulighed i sundhed til livs. Hun har i sin ministertid præsenteret flere fremadrettede initiativer på området. Indsatsen fortjener både ros og tak.

Så meget desto mere kan det undre, at man i et andet markant ministerium – Beskæftigelsesministeriet – nu trækker indsatsen i den modsatte retning.

Ved at give nogle diagnoser særstatus, udpeger Beskæftigelsesministeriet samtidig andre diagnoser som mindre alvorlige at være truet på livet af.

Her har man netop fremlagt et udspil til reform af sygedagpengeordningen. Ifølge udspillet er det kun patienter med en af 11 specifikke diagnoser, som fremover er sikret sygedagpenge under hele sygeforløbet.

I Gigtforeningen glæder vi os naturligvis på deres vegne. Men hvorfor er det netop disse 11 alvorlige og livstruende diagnoser, som får særstatus i loven? Hvorfor ikke andre alvorlige og livstruende sygdomme, for eksempel sclerose, hjerneskade, Parkinsons sygdom, depression, leddegigt eller lupus?

Ved at give nogle diagnoser særstatus, udpeger Beskæftigelsesministeriet samtidig andre diagnoser som mindre alvorlige at være truet på livet af. Det er en både trist og mærkelig rangordning. Og det skaber et helt nyt begreb: Ulighed i livstruende sygdomme. Hvad synes sundhedsministeren egentlig om det?