Win-win er ifølge managementguruen, Stephen R. Covey, situationer, hvor det går godt for begge parter i en sag.
Lose-lose er, når det går begge skidt.
Lose-lose-lose situationer er, når der er flere parter i en sag, og alle taber.
Den nye erhvervsskolereform og aftalen om det, man kalder kombineret ungdomsuddannelse, er sådan et losers game.
Hvorfor skal de frafaldne unge tilbage til de nederlag, de kommer fra.
Der er ligeså mange tabere i den, som der er arbejdsløse og unge, der er faldet fra en ungdomsuddannelse, eller som ikke kan komme ind på en.
Jamen. Hvad har man tænkt? En rigid og kolonneagtig uddannelse – værre end den uddannelse, de unge er droppet ud af. Det er så trist, så trist. Konformitet sat i system. Kortsigtethed sat i politisk forlig.
Behov for nyt
Hvad er det, der gør, at man ikke kan tænke nyt. Når nyt er det, der er behov for.
Hvad er det, der gør, at man nu sender de unge ind på en uddannelse, hvor de institutioner byder ind, der før ikke magtede de unge, hvorfor de faldt fra.
Hvorfor skal de frafaldne unge tilbage til de nederlag, de kommer fra. For at finde nye?
Det er uværdigt.
Jeg kommer fra højskolerne, der endnu er frie til at udvikle nyt i forhold til de elever, der frivilligt kommer her. Nogen er kvæstede fra turen i erhvervsuddannelserne. De trænger til rettidig omsorg, dannelse og nyt mod på fagligheden.
De trænger til tid til at vise, hvad de kan – før de tænder på fagteksterne. De trænger til at vise håndelag før hovedbrud. De trænger til dannelse før uddannelse. De trænger til at komme sig over de kvæstelser, de har pådraget sig, fordi de ikke blev taget alvorligt på de uddannelser de blev udstødt af.
De unge skal have tid
Spørgsmålet er:
Hvorfor lader man ikke håndværkere, der har svært ved det boglige, vise håndelag først – så de gennem vores forståelse af deres situation bliver tændt på hovedregning?
Hvorfor giver man de unge, der ikke umiddelbart er til bogen, hovedbrud først, så de igen-igen lider et nederlag og aldrig når frem til at vise, hvad de kan?
Hvorfor skal disse unge ikke have lov til at vise, hvad de kan, som mennesker, som mænd og kvinder, som håndværkere?
Hvorfor skal de ikke have lov at bevise, at systemet tog fejl. At vores uddannelsessystem var fejlprogrammeret?
De skal bare have tid til at finde deres egne hænder.
De unge har hele tiden ønsket uddannelse – de vil både bruge hånd og hoved – men i respekt for, hvad de kan.
Giv dem lov til at vise. At vi i Uddannelsessystemet tog fejl, da de ikke kom ind på det, eller blev piftet ud.
De er vindere – giv dem en win-win uddannelse at vise det på.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278