16 Dec 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

OK17 er ikke en ommer

OK17 er ikke en ommer

Der er mange fornuftige ting i det indgåede forlig på industriområdet, selvom Anders Olesen fra Enhedslisten ikke kan få øje på dem.

Måske tror Enhedslistens faglige koordinator Anders Olesen (AO), at han slår et slag for medarbejderne på de danske industrivirksomheder ved at anbefale et nej til den netop indgåede overenskomstaftale mellem CO-industri og DI.

Det gør han blandt andet i partiets udgivelse Faglig Nyt. Konsekvensen, hvis AO’s opfordring følges, vil være, at 230.000 danske lønmodtagere går glip af markante forbedringer af deres arbejdsvilkår.

Man skal være mere end almindeligt pessimistisk for at vinkle aftalen som en dårlig aftale.

AO synger den velkendte sang om "alt for lidt i lønposen. Arbejdsgiverne må til lommerne, og de slipper alt for billigt med det forlig, der er indgået".

Det er faktisk ikke rigtigt. Der er rigtig flotte resultater. Der bliver sat gang i uddannelsesindsatsen, der gives ret til omsorgsdage til børnefamilier, ret til seniorfridage, pæne årlige stigninger på genetillæg og overtidsbetaling. Endvidere er der pension til lærlinge fra det 20. år og en stigning i lærlingesatserne. 

Et andet markant punkt i aftalen er forhøjelsen af bidraget til fritvalgskontoen, der bliver fordoblet til fire procent. Det er altså midler, der betales af arbejdsgiver, men som den enkelte lønmodtager selv kan disponere over, og som kan hjælpe ham eller hende gennem hele livet. De kan veksles til omsorgsdage, hvis man har børn. De kan sættes ind på en pensionsopsparing. De kan som noget nyt veksles til op til 32 seniorfridage om året, eller de kan udbetales. Og så er de finansieret af arbejdsgiverne.

AO kritiserer endvidere, at der ikke er gjort noget for at forhindre social dumping. Den påstand vidner om mangel på historisk indsigt.

For naturligvis er der taget hånd om social dumping i industriens overenskomst. Det er bare tyve år siden forhandlerne i en visionær overenskomst indførte vikarprotokollatet, der i store træk forhindrer social dumping i industrien. At give topforhandlerne i industriens overenskomst en svada for manglende fokus på området er sådan set både latterligt og et udtryk for manglende viden om området.

Forskere på Københavns Universitet kalder aftalen "velafbalanceret" og "i lønmodtagernes favør". Aftalen har som nævnt også fokus på blandt andet uddannelse, der er et overordentligt vigtigt parameter for den enkelte lønmodtager.

Den teknologiske udvikling i industrien er høj, og uddannelse fremtidssikrer den enkelte, så man ikke skal være nervøs for at miste sit job, fordi man ikke har haft muligheden for at følge med.

Man skal være mere end almindeligt pessimistisk for at vinkle aftalen som en dårlig aftale. Hellere gå gennem livet og have sagt nej til alt - det sikrer i hvert fald, at man ikke kan blive beskyldt for at være ansvarlig for noget som helst. Vi er sikre på, at industriens ansatte vil nyde godt af de mange forbedringer i OK17.

Forkortet af redaktionen

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. mar. 2017 - 08:08   02. mar. 2017 - 08:10

Læserbrev

af Henrik Stilling, Metal Hovedstaden, Jan Gregersen, Metal Aalborg, Lars Hansen, Metal Odense, Arne Petersen, Metal Midt-Vestsjælland og Finn Andersen, Metal Østjylland