I anledning af Dagbladet Arbejderens anmeldelse af Maos Rige - En Lidelseshistorie ønsker jeg i høj grad at tilføre denne kommentar:

I meget store dele af den periode, som dette handler om, omkring 1960-80, var Kina rabiat antikommunistisk. 

Vores medier har gjort ordet "liberal" til et feel-good ord for grådighed, egoisme, og ondskab.

Uanset, hvad man kalder sig selv, findes der ikke andre udtryk for aktivt at angribe uddannelsessystemerne og produktivkræfterne. Der var en rablende gal magtelite i Kina, som prøvede at omforme indbyggerne til barfodssvinerøgtere.

Det var blandt andet derfor, USA indgik et samarbejde med Kina. Desuden var Kina så elskærdige at angribe Vietnam, da USA var blevet smidt ud.

Det samme gælder Cambodia. Og det var selvfølgelig derfor, at for eksempel Danmark støttede Khmer Rouge og Pol Pot i ti år. Onde tunger påstår, at Uffe Ellemanns er lidt khmer rouge-farvet.

Det samme gælder for øvrigt et meget stort antal af de, som kaldte sig venstrefløj i Danmark.

Den falske varebetegnelse og misbrug af ord har altid været meget omfattende, og der er ikke sket den fjerneste forandring i det.

Jeg selv er nærmest en mellemting mellem en gammel konservativ (man skal overholde sit ord) og en gammeldags filosofisk liberalist (individualisme og tolerance), og må se de to omtalte partier slået sammen til en type: 

Rabiat antiliberale partier, typiske flokdyrspartier med stærk aktivistisk førerdyrkelse og sparken nedad.

Vores medier har gjort ordet "liberal" til et feel-good ord for grådighed, egoisme, og ondskab.

Jeg vil nu heller ikke undlade at nævne Frankrigs Socialistiske Parti. Det  må da være den mest groteske vittighed i mand minde. De er sgu da ekstremt antisocialistiske.

Jeg vil slutte med at sige: Det er meget uhyggeligt for en gammel individualist, at der ikke er et eneste liberalt medie i Danmark. 

Der er en minimalistisk flok ejere og kontrollanter, der driver nogle ekstremistiske propagandaorganer. Føj for den lede.

Og så er der for tiden denne avis.