Først tak til Ole Thorbek for hans indlæg i Arbejderen den 27. august vedrørende min artikel (den 12. august) om enheds– og folkefrontens aktualitet.

Efter opremsning af flere fejl med folkefrontspolitikken, det vil sige en alliancepolitik, der omfatter flere klasser, blandt andet i Spanien og Frankrig, når han frem til, at man skal begrænse sig til enhedsfronter, det vil sige alliance i arbejderklassen mellem reformister og revolutionære.

Han skriver: "Problemet med folkefrontsstrategien var, at arbejderbevægelsen underlagde sig de borgerlige partier. I stedet for en folkefront, burde arbejderpartierne have indgået en enhedsfront, der kunne kæmpe for arbejderklassens interesser."

Allerede her viser Thorbek, at han ikke har forstået problematikken.

Da man indgik i en alliance med andre klassers partier, var det ikke med henblik på at lave revolution og socialisme, men at dæmme op for fascismens fremmarch. I min artikel understreger jeg desuden, at "enhedsfronten var desuden grundlaget for folkefronten, kædet sammen i kampens levende dialektik".

En taktisk metode

Man skal huske på, at en folkefront er en taktisk metode med en begrænset målsætning og ikke en strategisk med socialismen som mål. Netop forvekslingen af dette har kostet arbejderklassen dyre lærepenge.

For at undgå eventuelle misforståelser vil jeg huske Thorbek - og læserne - på, at der er en vekselvirkning, dialektik om man vil, mellem kampen mod fascisme og for borgerligt demokrati, og kampen for socialisme. Det er denne øvelse i at "gå på to ben", der er udfordringen.

Jeg er enig med Thorbek i, at der er begået mange fejl og dermed også høstet mange erfaringer, heraf mange bitre, inden man nåede til, hvad der blev Dimitrovs store tale og en del af kommunisters teoretiske landvindinger.

Senere fik man også dyre lærepenge i eksempelvis Chile. Men det ændrer efter min mening ikke ved det rigtige i teorien.

Om Frankrig skriver Thorbek, at det franske kommunistparti, PCF "havde det største besvær med at knække strejkebevægelsen". Jeg vil anbefale ham at læse den tidligere Land og Folk-journalist Michael Seidelin Hansens bog "Den franske folkefront 1935 – 38" og der finde en noget anderledes og mere nuanceret fremstilling af forløbet.

Den franske folkefront lykkedes med at bremse fascismens fremmarch. 

PCF støttede faktisk strejkerne, men opfordrede senere til, at de ophørte, da "de vigtigste krav var opfyldt". Det var ved denne lejlighed, PCF’s leder Thorez sagde de vise ord: "man skal vide at afslutte en strejke".

Den franske folkefront var, trods sine begynderfejl, en succes, idet det lykkedes at bremse fascismens fremmarch, i modsætning til Spanien, Tyskland og Italien. Den indførte 40 timers uge, retten til faglig organisering og aktivitet, en moderne skolelovgivning, de første reformer i kolonierne med mere.

At arbejderklassen værdsatte dette, illustreres med, at PCF medlemsmæssigt gik fra 55.000 i 1935 til 318.549.

Tre spørgsmål

Ved læsningen af Thorbeks indlæg blev jeg nysgerrig og har lyst til at stille ham tre spørgsmål:

Mener du også, at modstandsbevægelsen i 1940-45, som jo var en folkefront, skulle have nøjedes med at være en enhedsfront? Mener du ikke, at vi skal skabe så brede alliancer som muligt i kampen mod EU? Mener du ikke, at borgerlige humanister skal involveres i kampen mod racisme, krigsoprustning og fascisme?

Lad mig understrege, at en folkefront ikke er løsningen på alle taktiske spørgsmål. Men i spørgsmålet om EU, hvor dele af borgerskabet og småborgerskabet og demokratiske kræfter på tværs af parti- og klasseskel har visse fællesinteresser, i spørgsmål om frisind og humanisme og i modstanden mod fascisme og krig er folkefront logisk - og svaret.

Jo stærkere de revolutionære kræfter er i disse frontafsnit, jo større er garantien for, at det progressive perspektiv fastholdes. Man skal jo også huske, at kampen for reformer er en skole i klassekamp.