Der er ny praksis vedrørende humanitær opholdstilladelse fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det vil ifølge Peter Vedel Kessing i EU-ret & Menneskeret nummer 1 2017 formentlig ændre dansk retspraksis med hensyn til at give humanitær opholdtilladelse. 

I konklusionen på artiklen skriver han følgende "Uanset personlige vurderinger har de danske myndigheder, herunder Udlændinge- og Integrationsministeriet, ligesom de danske domstole pligt til at indrette praksis efter EMD praksis ...."

En straffebestemmelse ville være et vigtigt signal om, at samfundet ser alvorligt på, at nogle mennesker udsættes for noget, som de ikke frivilligt har indgået aftale om.

I Information den 25. april tilsluttede blandt andet Enhedslistens Rune Lund sig Kessings konklusion. Danmark har forpligtet sig at overholde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvilket blandt andet betyder, at administrative myndigheder og domstole skal inddrage konventionens artikler i deres afgørelse, således at der undgås traktatbrud.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstole har i flere afgørelser fastslået, at i artikel 4 om slave- og tvangsarbejde er der et krav til landene om at have et effektivt straffeværn.

Storbritannien efterlever forpligtelserne

Storbritannien indførte en straffebestemmelse, således at de efterlevede forpligtelserne efter denne artikel.

Danmark har i forbindelse med tiltrædelsen af ILOs konvention nr. 29 1930 forpligtet sig til ifølge artikel 25 at indføre en udtrykkelig straffebestemmelse mod slave- og tvangsarbejde. Hvor administrative myndigheder og domstolene kan indrette deres afgørelser efter praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedskonventionsdomstol, så skal lovgivere vedtage en straffebestemmelse på grund af kravet om en lovhjemmel i straffelovens paragraf 1.

Det er noget tankevækkende, at både Christian Juhl og Søren Søndergaard begge over for mig lovede at arbejde for, at der blev indført en bestemmelse i straffeloven mod slave- og tvangsarbejde. Der er mig bekendt ikke sket noget, og jeg er usikker på, om problemet overhovedet bliver taget alvorligt. 

Straffelovens paragraf 262 om menneskesmugling giver ikke en tilstrækkelig og effektiv beskyttelse mod tvangs- og slavearbejde.

En straffebestemmelse mod slave- og tvangsarbejde har den fordel, at domstolene ikke skal være kreative med at kunne straffe - for eksempel for frihedsberøvelse og trussel - og dermed give et retvisende billede.

En dæmper på sanktionerne

En straffebestemmelse ville være et vigtigt signal til alle, om at samfundet ser alvorligt på, at nogle mennesker udsættes for noget, som de ikke frivilligt har indgået aftale om.

Det ville kunne lægge en dæmper på de sanktioner over for kontanthjælpsmodtagere og dagpengemodtagere, som Socialdemokratiet og Radikale Venstre indførte i 1990'erne.

Hvordan kan man have tillid til folk i Enhedslisten, som siger, de vil arbejde for både at styrke menneskerettighederne og de svagest stilledes vilkår, når man tilsyneladende ikke ønsker at efterleve menneskerettighedsdomstolens praksis og forpligtelsen i forhold til ILO?

For god orden skyld skal det nævnes, at jeg ikke har nogen personlig interesse i en straffebestemmelse mod slave - og tvangsarbejde. Men jeg ser med stor alvor på, hvad en manglende opholdstilladelse betyder for mennesker, der skulle have haft den af humanitære årsager. Og for dem, der udsættes for tvangs- og slavearbejde.

Forkortet af redaktionen