Professor Ove Kaj Pedersen blev i maj citeret i Information for at sige, at ret og pligt hænger sammen. I denne forbindelse citerede han grundlovens paragraf 75, stk. 2 om, at vi har ret til at blive forsørget og har pligt til at underkaste os lovgivningen.

Lidt senere siger han lidt modstridende, at det ligger i grundloven, at politikerne bestemmer, hvem der er de værdigt trængende, og så må vælgerne afsætte politikerne, hvis de er utilfredse med deres vurdering.

Det er både filosofisk og juridisk noget sludder at påstå, at rettigheder og forpligtelser er ækvivalente. Man kan påvise, at man godt kan have en rettighed uden en pligt eller have en pligt uden at have rettighed, eller hverken have ret eller pligt til noget.

 Man kan godt have en rettighed uden en pligt, eller have en pligt uden en rettighed.

Henvisningen til grundlovens paragraf 75, stk. 2 som udtryk for en ret- og pligtkonstruktion, forekommer besynderligt og uholdbart.

At borgeren er forpligtet til at underkaste sig lovgivningen, når vedkommende ikke kan forsørge sig selv, eller det påhviler andre at forsørge vedkommende, var møntede på de fattigdomsvirkninger, der engang gjaldt, for eksempel fratagelsen af retten til at stemme eller retten til at gifte sig.

Denne fortabelse af rettigheder gik samfundet væk fra for flere årtier tiden.

Tvangsaktivering

I dag vil det formentligt være i strid med grundlovens paragraf 75, stk. 2 at indføre de fattigdomsvirkninger, og det ville være i strid med danske forpligtelser efter FN's menneskerettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention  

Indførelsen af tvangsaktivering skete ved at lovgivere lavede en udvidet fortolkning af begrebet selvforsørgelse. Frem til indførelsen af tvangsaktivering fik en borger, der værgede sig ved at tage et arbejde, bistandshjælp med tilbagebetalingspligt.

Ved indførelsen af tvangsaktivering udvidede den lyseblå regering i perioden fra 1993 til 1998 kravet til, at borgeren skulle stå til rådighed for et imaginært arbejde. (Der er ikke tale om et ordinært job.)

Det har intet at gøre med, at borgeren skal underkaste sig de forpligtelser, som lovgivningen vedtager, for sætningen var stadigvæk møntet på så indgribende foranstaltninger, som at fratage borgerens stemmeret eller retten til at gifte sig

ILO er uenig

Dette er skrevet velvidende, at Højesteret har fastslået at aktivering ikke var tvang – hvilket er besynderligt al den stund, at næsten alle meningsdannere anvender ordet tvang – selv beskæftigelsesministeren.

ILO deler tilsyneladende heller ikke Højesterets dom, når ILO siden 2004 på grundlag af ILO- Konvention nr. 29 1930 om slave- og tvangsarbejde har anmodet den danske stat om at oplyse, hvor mange dagpengemodtagere der har fået frataget deres dagpenge efter lov om aktiv arbejdsmarkedspolitik.

De danske regeringer har været standhaftige og undladt at svare ILO.

Ove Kaj Pedersens påstand om, at befolkningen støtter tvangsaktivering, fordi de fortsatte stemmer på de partier, der har indført eller går ind for tvang over for de svageste stillede i samfundet, forekommer mildt sagt besynderligt, da der er mange grunde til, at mennesker stemmer på et parti.

Forkortet af redaktionen.