Hvad er der dog sket med vores holdning til værdier i Danmark? Gennem de sidste mere end 10 år er vi gennem vore politikere gang på gang blevet konfronteret med en værdidebat.  Men det er, som om vores holdning til værdier er blevet mere og mere indskrænkede og forfladigede. Sproget kender til det: når alt skal være lige meget, bliver det ligemeget, når alt skal være lige gyldigt, bliver det ligegyldigt.

En politiker kan ikke affærdige Lægeforeningen med, at den ikke skal blande sig i asylpolitik.

Igennem mere end 30 år har jeg været psykiater, de første år i hospitalsvæsenet, siden i 15 år som behandlingsansvarlig overlæge på Anstalten ved Herstedvester, og jeg afsluttede mit arbejdsliv med fem år som overlæge på en lukket psykiatrisk afdeling.

Friheden er hellig

Der er næppe mange psykiatere, der i praksis har beskæftiget sig så meget med overvejelser om tvang i psykiatrien, som jeg har. I Danmark er vi så priviligerede, at det enkelte menneskes både indre og ydre frihed betragtes som det "helligste" af alt.

Der er situationer, hvor læger udøver tvang mod et menneske. Men betingelsen for en sådan tvangsudøvelse - det være sig en frihedsberøvelse eller en tvangsbehandling - er, at patienten er sindssyg eller i en tilstand, der kan sidestilles hermed.

Det er altid for at hjælpe en patient, når en læge udøver tvang. En læge vil aldrig kunne udøve en tvangsbehandling for at hjælpe myndighederne. Derfor kan en læge ikke medvirke til tvangsudsendelse af afviste asylsøgere, ligesom en læge for eksempel ikke kan medvirke til udøvelse af dødsstraf, selvom en læge sandsynligvis vil kunne slå et menneske ihjel på en blidere måde end myndighederne.

Det er beskæmmende at høre socialdemokratiets integrationsordfører Mette Reissmann i P1 Orientering den 7.juli kommentere Lægeforeningens udtalelse om, at læger ikke skal medvirke ved tvangsudsendelse af afviste asylsøgere. Mette Reissmann foreslår, at man i stedet for kan få udenlandske læger til at medvirke ved tvangsudsendelserne.

Hjælp til patienten

Hun har ikke blik for, at der er en kvalitativ forskel på en tvangsbehandling, som lægen udfører for at hjælpe patienten, og så en tvangsbehandling, som myndighederne får en læge til at udføre for at hjælpe dem til at opretholde ro og orden. Sidstnævnte kan aldrig være en lægeopgave.

Den slags lægebehandling kender vi kun til i lande, som vi nødigt vil sammenligne os med. Når man taler om værdier, har det altid noget med etik at gøre, og i etikken er tingene ikke ligemeget eller ligegyldige, og derfor har lægeforeningen en forpligtelse til at tage stilling til myndighedernes ønske om lægeledsagelse ved tvangsudvisninger.

En politiker kan ikke affærdige Lægeforeningen med, at den ikke skal blande sig i asylpolitik. Situationen for lægen er langt alvorligere, da det drejer sig om en tilsidesættelse af lægers forpligtelse over for patienter.