I Arbejderen fra tirsdag den 17. februar fandt jeg et læserbrev fra Tom Nielsen, som leverer en række overraskende påstande om biologi, Lamarck og Darwin.

Hvis jeg skal beskrive Lamarcks udviklingsteori meget kort, så må jeg pege på de to udviklingstendenser, som Lamarck så. Den ene af disse bestod i en tendens til øget kompleksitet. Den anden bestod i en tilpasning til miljøet.

Lamarck tog fejl på alle afgørende punkter. Det nemmeste at afprøve var den spontane opståen af ukompliceret liv.

Dette opfattede Lamarck som en forstyrrelse af den naturlige udvikling fra simpel til kompleks. Og da nu alting udviklede sig mod øget kompleksitet, så måtte der naturligvis hele tiden spontant opstå nyt liv af den simpleste slags for at fylde hullerne ud efter dem, der havde udviklet sig bort fra denne simpelhed.

Lamarck tog fejl på alle afgørende punkter. Det nemmeste at afprøve var den spontane opståen af ukompliceret liv.

Rækken af forsøg for at afkræfte spontan opståen af liv eller for at forsøge at sondere betingelserne for opståen af liv er meget lang. Og resultaterne er i al deres forskelligartethed ens på ét afgørende punkt. Der er ikke blevet fremprovokeret liv. Og i de 186 år, der er gået, siden Lamarck døde, er der blevet set mange vidunderlige ting gennem mikroskoper og elektronmikroskoper, men aldrig spontan opståen af liv.

Erhvervede egenskaber

Lamarck regnede med en slags biologisk læreproces, hvor organismen tilpassede sig miljøet, og afkommet arvede denne tilpassethed. Det er dét, man har kaldt arv af erhvervede egenskaber. Tom Nielsen siger korrekt, at man generelt har opgivet denne idé.

Men Darwin gik længere end dét. Han afviste resolut tendensen til øget kompleksitet. Og det gjorde han med rette. Tilpasningen sker til det lokale miljø, organismen lever i. Og dette pres fører nogen gange til øget kompleksitet, andre gange til mindre kompleksitet, men oftest til forandringer med uændret kompleksitet.

Darwin tog sjældent fejl. Han tog ikke fejl på nogen af de punkter, som Tom Nielsen nævner. Darwin regnede med overgangsformer. Det ligger allerede i de stamtræer over arter, som vi af og til ser i bøger og artikler. Der er senere fundet ganske mange fossiler af primater. Nogle af dem tættere beslægtet med os og andre fjernere.

Hvis vi indskrænker os til at se på svælget mellem os og de andre chimpanser, så er der fundet den første snes af overgangsformer, hvis præcise placering i primaternes stamtræ man stadig strides om.

Flodhesten og hvalerne

Eller for at tage et andet svælg i pattedyrenes rækker: flodhesten og hvalerne. Her er der fundet en række overgangsformer, hvor nogle har haft fire ben, andre har haft tydelige forben og reducerede bagben. Og bare dét, at flodhesten er søster til hele gruppen af hvaler, har ikke været kendt længe.

Der er naturligvis eksempler på at Darwin har taget fejl. Jeg kender personligt kun til ét sådant tilfælde. Han konstruerede pangenesisteorien for at give en mulig forklaring på, hvordan variationen blev arvet.

Darwin forestillede sig, at der fra alle dele af organismen blev transporteret gemmules til de reproduktive organer, sådan at alle aspekter af organismen blev givet videre til afkommet. En af hans fætre (Francis Galton) sagde næsten straks, at det ikke kunne passe. Galton gennemførte en række forsøg med kaniner, som viste, at Darwins gemmules i hvert fald ikke blev ført ad blodbanen.

Dette eksempel er velkendt blandt biologer, men stort set ukendt blandt menigmand (eller -kvinde). Og jeg tror ikke, at barfodsagronomen Trofim Denesovich Lysenko kendte til denne beklagelige fejl.

Grunden til, at jeg nævner Lysenko, er, at jeg har en mistanke om at Lysenko lurer et sted i baggrunden bag Tom Nielsen. Det er muligt, at jeg tager fejl i dette gæt. Lad mig venligst få det at vide. Tak i øvrigt for et glimrende læserbrev. Det provokerede mig til at huske tilbage på noget af det meget jeg har læst om Lamarck, Darwin og Galton.