Hver dag kæmper nogle af vores mest sårbare borgere, mennesker med psykiske lidelser, for at få en hverdag til at hænge sammen. Og mange sundhedsprofessionelle, herunder ikke mindst sygeplejersker, yder en betydningsfuld faglig indsats for at bistå dem bedst tænkeligt.

Hvad har patienterne brug for?

De senere år har der været en voksende politisk bevågenhed mod det psykiatriske område i vores sundhedsvæsen, og det er værd at glæde sig over.

Samtidig er der også tale om en politisk dagsorden om at øge lighed i sundhed og herunder, hvorledes vi bedre lykkes med at forebygge den stigende ulighed.

Regionens forslag til spareplan giver indtryk af , at fjerner sig fra det individuelle fokus og i stedet lægger vægt på tankegangen "One Size fits all".

I sundhedsaftalen indgået mellem Region Midtjylland og kommunerne hedder det: "Hvis alle skal have samme udbytte af sundhedsvæsnets ydelser, skal vi behandle folk forskelligt" - det vil sige en differentieret indsats med fokus på den enkelte.

De mest sårbare brugere af sundhedsvæsnet skal således tilbydes et tæt tværfagligt og tværsektorielt samarbejde.

Konsekvenser af besparelser

Men, og der er et men, vi oplever i øjeblikket i det midtjyske, at regionens forslag til spareplan mere giver indtryk af på det psykiatriske område at være strikket sammen, så man fjerner sig fra det individuelle fokus og i stedet lægger vægt på tankegangen "One Size fits all".

Der er forslag om konkrete sengereduktioner, en såkaldt "harmonisering" med afsæt i LEON-princippet - her forstået som "lavest effektive omsorgsniveau". Det er for mig at se i direkte strid med sundhedsaftalens målsætning.

Desuden har man opfundet et nyt tiltag, hvor såkaldte "hotelsenge" med mindre tilstedeværelse af personale erstatter stationære senge, altså endnu en reduktion i forhold til de patienter, der har brug for indlæggelse.

Det er svært bekymrende, for hvad er en hotelseng, og hvad skal kendetegne den psykiatriske patient, der skal visiteres til en hotelseng? En sådan patient betegnes i spareplanen som en "selvhjulpen" psykiatrisk patient. Men uden faglige definitioner heraf virker dette ikke betryggende i forhold til kvaliteten af tilbuddene.

Livsperspektivet skal styre

Der er udviklet både mange gode ideer og resultater på det psykiatriske område i vores region de sidste år. Og i Dansk Sygeplejeråd er vi helt enige i og med på at bruge ideer og erfaringer til at skabe den udvikling i psykiatrien, der bedst understøtter den enkelte borger.

Men vi ved også, der er grund til at være på vagt, når nye tiltag fødes ud af en trængt besparelsessituation. Og ikke mindst, når der er udsigt til, at man planlægger ukritisk at overføre modeller fra et sted til et andet i regionen.

Det afgørende må være, at de mest syge og sårbare ikke lades i stikken. Det drejer sig om at holde fokus på de muligheder, der kan skabes, for at den enkelte psykiatriske borger kan være mere styrende i eget liv. Livsperspektivet skal være styrende i hverdagen frem for sygdomsperspektivet.

Med den tilgang vil vi som sygeplejersker også fremadrettet gerne bidrage med vores faglige kvalificeringer på nye tiltag, så borgerne reelt har mulighed for at blive understøttet i deres liv.