Henrik Aarestrup fra Dansk Metal udtalte i Arbejderen i tirsdags, at EU’s patentdomstol intet har med EU at gøre. Det er ikke korrekt, da aftalen er forhandlet på plads med Ministerrådet og Kommissionen, og selve aftaleteksten bærer da også Ministerrådets navn. Der er derimod korrekt, at det er en mellemstatslig aftale, som kun binder, hvis landene tiltræder aftalen.

Et ja vil betyde, at virksomhedernes bureaukratiske byrde vil eksplodere med en mangedobling af virksomme patenter, som de skal orientere sig i og betale licenser til.

Jeg kan egentligt godt forstå, at en ja-siger har travlt med at lægge afstand til EU i denne afstemning, når man tænker på, hvor upopulær EU for tiden er med en krisepolitik, som tvinger landene til at skære i velfærden og dermed forstørre krisen, og som skaber fattigdom og øget ulighed. 

Men jeg forstår ikke, hvorfor Dansk Metal på forbundsplan har så travlt med at sige ja i lodret modstrid med deres medlemmers interesser. Sagen er jo, at danske virksomheder kan benytte EU’s enhedspatent, selvom vi siger nej.

Til gengæld vil et ja betyde, at virksomhedernes bureaukratiske byrde vil eksplodere med en mangedobling af virksomme patenter, som små og mellemstore virksomheder skal orientere sig i, betale licenser til, og som de risikerer retssager om.

Alene risikoen for softwarepatenter kan ramme små selvstændige, som bruger computer i det daglige. Det gælder ikke mindst mange produktionsvirksomheder og håndværksfirmaer, som Dansk Metals medlemmer arbejder i, og det risikerer at koste arbejdspladser.

Hvis Dansk Metal skulle udvise rettidig omhu, så sagde man pænt tak, men nej tak. Danmark kan altid tilslutte sig om for eksempel fem til ti år, når vi kender ulemper og fordele i praksis. Indtil da vil det være hovedløst at gå med.