Prisudviklingen for sygehusmedicin vil de næste fem år medføre merudgift for regionerne på 15 milliarder - eller mere.
En ægte arbejderregering ville have krævet fuld indsigt - og ekspropriere de samfundssnyltende virksomheder uden kompensation.
Det er samme beløb, som regeringen har lovet til at "løfte sundheden" de næste fem år. Danske Regioner forventer langt højere tal - 10 procent årlige udgiftsstigninger. Alene merudgiften til sygehusmedicin vil løbe op i 22.4 milliarder kroner. For eksempel kan medicin til en kræftpatient koste over en halv million kroner per behandling.
Ingen gennemskuelighed
Som forventeligt angriber regionspolitikerne kræftpatienterne - og ikke medicinalindustriens ubændige profitbegær. De foreslår en "bremseklods" for behandlingsudgifterne - det vil sige en bremse på tilbud om behandling med den dyreste medicin.
Pressen melder straks ud og afslører, at de billige kræftbehandlingsmetoder uden kemo-medicin er langt bedre for patienterne, men at de ikke får forskningsmidler.
Det er umuligt at gennemskue, om man nu prøver at tale de billigste kræftbehandlingsmetoder op for at spare penge på behandlingerne - eller om de billigere metoder undertrykkes, fordi medicinalindustrien hersker? Eller rettere - vi ved at medicinalindustrien hersker, men er de billigere kræftbehandlingsmetoder også faktisk langt bedre?
Dette livsvigtige spørgsmål for kræftpatienterne kan kun afgøres, hvis medicinalindustriens magt kappes ned. Det sker kun, hvis der rettes et modangreb mod medicinalindustriens magt over staten og samfundsøkonomien. Det er ikke gennemskueligt for borgerne, hvordan regionernes lægemiddelorganisation AMGROS håndterer forholdet til medicinalindustrien - herunder priserne.
Der er ingen demokratisk gennemskuelighed. Det står i skærende modsætning til, at enhver privat og personlig detalje om enhver patient er fuldt ud oplyst og tilgængeligt for sundhedssektoren (staten).
Profittens størrelse
En så stor køber som regionernes AMGROS burde kunne kræve at få oplyst hvilken profit, der tjenes på de enkelte nye mediciner, der slår bunden ud af sundhedssektorens budgetter. (De offentlige virksomheders regnskaber skjuler mere end de afslører).
AMGROS bør oplyse offentligheden om de vanskeligheder, de møder i forhandlinger om priser med medicinal-kapitalen. Åbenhed overfor samfundet er det eneste forsvarsmiddel - alt andet lige - AMGROS har i kampen mod kapitalens samfundsmagt. Ret til demokratisk indsigt er et middel, som de borgerlige politikere definitivt har fraskrevet sig i forsvar for kapitalens interesse i "forretningshemmeligheden" - en "hemmelighed", der kun gælder overfor samfundet - det samfund, der betaler både produkter og store dele af den forskning, der fører til de dyre mediciner. (Gensidigt følger virksomhederne godt med uden hemmeligheder i hinandens forhold.)
En ægte arbejderregering ville have krævet fuld indsigt - og ekspropriere de samfundssnyltende virksomheder uden kompensation. De milliarder, der dermed ville blive sparet, ville kunne sættes ind på massiv offentlig, videnskabelig forskning i forebyggelse og helbredelse i patienternes interesse - og ikke i profittens.
Aktuelle muligheder
Der kan allerede i dag arbejdes i den retning. Enhedslistens repræsentanter i regionerne kan tage initiativ til at henvende sig til arbejderbevægelsen - sundhedssektorens og øvrige fagforeninger, SF, patientforeninger med mere - om at gå sammen om at forsvare sundhedssektoren og patienterne mod medicinalindustrien.
De må kræve fuld demokratisk åbenhed fra regionernes AMGROS om åbent at give samfundet oplysninger om problemer i forhandlingerne med medicinalindustrien, om profitter og andre relevante oplysninger med fokus på de af medicinalindustriens produkter med ekstreme priser.
Desuden må det kræves, at der foretages en uafhængig videnskabelig vurdering af alle andre behandlingsmuligheder og former, som er udenfor medicinalindustriens direkte magt.
Et sådant initiativ ville medvirke til at øge befolkningens bevidsthed om kapitalismens skadevirkning på sundhedssektoren. En øget styrke bag AMROSs autoritet op imod medicinalindustriens arrogance ville kunne spare mange penge for samfundet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278