Bankunionen er det største føderale skridt i EU, siden Romtraktaten blev underskrevet af en mindre gruppe lande i 1958. Hvorfor det? Fordi man mener, bankunionen både skal stå for opbygningen af regler for bankdrift og udlån af penge i eurozonen og samtidigt – meget mærkeligt – skal skaffe penge til bankernes tomme kasser ved den næste krise. Eller blot hvis den nuværende fortsætter.

I forslaget til bankunion fra 12.september 2012 forklarede kommissionen, at EU-landene efter Lehman Brothers sammenbrud i USA i 2008 brugte 4.500 milliarder euro eller 33 billioner kroner eller 37procent af EU's nationalprodukt (GDP) til gaver, lån og garantier til banker.

Siden gav ECB – eurozonens centralbank – der nu også skal være bankunionens ledelse i en stor ny skyskraber, der står færdig i 2014 i Frankfurt,  en billion euro ved årsskiftet 2011-12 til tusind banker. Man frygter en ny krise kan opstå, hvis eller når disse penge skal betales tilbage til ECB. Foreløbig har man givet lån på over syv billioner kroner til en rente på en procent til en række store og små banker.

Hvordan vil ECB finansiere en ny bankkrise, hvis staterne siger, de ikke har råd? Præsidenterne i EU: Barroso (Kommissionen), Van Rompuy (Det Europæiske Råd) og Draghi (ECB) taler for et EU-finansministerium, der kan sælge EU-obligationer og inddrive EU-skatter i et fælles EU-budget for eurozonen.

Samtidig vedtog man en køreplan for ØMU'en på topmødet i december, der, udfra en rapport fra Herman Van Rompuy, hårdt kritiserer de nationale parlamenter, hvis økonomiske magt, man i rapporten mener, bør overføres til Europa-parlamentet i Bruxelles.

Der er ikke enighed i EU-kredsen om opbygning af et EU-finansministerium med et fælles budget. Tyskland er imod fælles gæld og fælles skatter i EU. Men Danmark – der siden 2008 har sparet 338 milliarder kroner på at stå udenfor eurozonen – bør lige som England og Sverige stille sig udenfor bankunionen. Vi bør ikke binde os til programmer med en ubetinget støtte til de europæiske banker.