Statsministeren sagde bland andet i sin nytårstale: "Danmark har et velfærdssamfund, som sætter mennesket først".

Jeg forstår overhovedet ikke, hvordan han kan få sig til at sige det, når vi gang på gang ser, hører og læser om fysisk eller psykisk syge eller handicappede mennesker, som er blevet ramt på det groveste af for eksempel integrationsydelse, kontanthjælpsloft, og ikke mindst af førtidspensions- og fleksjobreformen fra 2013, hvor de er blevet endnu mere syge eller har fået forværret deres handicap via ressourceforløb.

Statsministeren er i hvert fald ikke min statsminister. Hvorfor er det kun vindere, vi hører om i nytårstalen? 

Selvom jeg har mit på det tørre, så bliver jeg alligevel hårdt ramt, når statsministeren kommer med sådan noget ævl om, at vores velfærdssamfund sætter mennesket først. For det viser sig, at han kun taler om de mennesker, som kan kæmpe sig videre.

Hvad med dem, som bukker under og må give op på grund af sygdom eller handicap, og samtidig som ikke kan komme på førtidspension? Statsministeren er i hvert fald ikke min statsminister og heller ej for den ovennævnte gruppe af mennesker - vil jeg tro.

Hvorfor er det kun vindere, vi hører om i nytårstalen? Dem, som kan kæmpe videre og ikke er hårdt ramt af uheldige omstændigheder, så som at have sygdom eller handicap. Hvad vil statsministeren med dem?

For vi kan jo se, høre og læse, at de bliver trampet på af velfærdssamfundet, som ellers skulle have hjulpet dem. Men det har flertallet af folketingspolitikerne sat en stopper for med diverse reformer, så som integrationsydelse, kontanthjælpsloft og førtidspensions- og fleksjobreform.

Jeg vil sige, at det nærmer sig løgn, når statsministeren siger, at det danske velfærdssamfund sætter mennesket først, når vi har set, læst og hørt, hvad de forskellige reformer og love gør med uskyldige mennesker med sygdom eller handicap.

Det danske velfærdssamfund sætter ikke mennesket først. Det sætter økonomien før mennesket.