Der var en gang en pige, der hed Inger. Hun var noget særligt. Hun insisterede på helt sin egen stavemåde, for eksempel stavede hun konsekvent mor med "d” og far med "e" til sidst. Hendes klasselærer rettede tålmodigt og forklarede hende forskellen på "mor" og "mord" og "ar" og "fare". Inger fór op: "Jeg staver, som det passer mig!" råbte hun vredt.

Inger fik lavet interneringslejre med høje hegn omkring. Der skulle de mest genstridige ind. 

Inger klarede sig glimrende med sine særegenheder "mord og fare". Hun lærte at farve sit hår rødt og tage høje hæle på og tale højt og indigneret.

En grundlovstale om modersmålet og fædrelandet handlede kun om mord og fare. Og tilhørerne – eller mange af dem – blev grebet af frygt for, at deres modersmål og fædreland virkelig var i en sådan fare.

De fremmede er farlige

Inger forstod også at gøre opmærksom på, hvad faren var: Fremmede, indtrængende, farlige, mørke skikkelser, hvis efternavne ikke endte på -sen, -holm eller -berg, som gode danske navne gør. 

Inger avancerede højt takket være sin ihærdige snak om mord og fare overalt. Hun blev minister, vist nok lige under statsministeren. Ofte var hun mere på tv end ham, for hun var blevet minister for mord og fare, og det var en vigtig sag, mente mange i befolkningen. Det måtte det jo være, siden Inger talte så meget om det.

Inger fik lavet interneringslejre med høje hegn omkring. Der skulle de mest genstridige ind. De sagde, at hvis de blev sendt "hjem", ville de komme i fængsel, blive torteret og måske slået ihjel. Men det kunne ikke have sin rigtighed, mente Inger. De skulle hjem, skulle de.

Forstod de det ikke, kom de i fængsel og blev sat på et fly. Og tænk, de forstod ikke engang at opføre sig pænt. Nogle sprællede og råbte op, så de måtte have strips på af dansk politi. Så kom de til et land, der måske – måske ikke – var deres hjemland.

Det kom sig ikke så nøje, for de havde ikke lovligt ophold i Danmark, i alt fald ikke så længe deres sag ikke var blevet gransket helt fra bunden af. Og det var ikke nødvendigt, mente Inger.

Slagordene om mord og fare gik sin sejrsgang gennem danskernes hoveder. Det måtte jo være rigtigt, når nu ministeren gentog det i ét væk. Og så præsenterede hun en lagkage på Facebook og lykønskede sig selv med det flotte resultat.

Nogle gange gik ministeren for vidt, syntes de, der ikke forstod, at Inger havde fat i det helt rigtige.

Folketingets Ombudsmand blev sat på en sag og undersøgte den til bunds. Han tillod sig at rette kritik af forretningsgangen og resultaterne i Ingers ministerium. Heldigvis fik Inger bidt ham af i en fart. Hun hvæsede: ”Jeg er simpelthen ikke enig i kritikken!”. Så var den ikke længere.

Ingers mareridt

Men en nat vågnede Inger badet i sved. Hun havde drømt om noget, hun for længst havde glemt. Hun stod i skolegården, da nogle af pigerne fra klassen løb frem i en lang række og råbte mod hende. ”Alt, det man siger, det er man selv!” De fór rundt om hende og fortsatte deres råben: ”Alt, det man siger, det er man selv!” Og cirklen blev mindre og mindre, de kom helt tæt på. Hun kunne slet ikke klare sig med at råbe selv. Da vågnede hun. Badet i sved.

”Alt, det man siger, det er man selv!” Jamen, skulle det virkelig komme fra hende selv alt det med mord og fare? Så var det måske derfor, nogle tosser så sig så vrede på hende og kaldte hende Støjsenderen og det, der var værre? Nej, sådan måtte det ikke hænge sammen. Resolut brugte Inger en ekstra stærk hårfarve, tog de højhælede på og kørte til Christiansborg til endnu et samråd. Hun skulle nok få det til at handle om mord og fare.