Det er ikke noget tilfælde, at Giovanni Agnelli i 1972 valgte Genova som mødested for nogle af de mest indflydelsesrige politikere og finansfolk fra Europa. Genova havde sin storhedstid i middelalderen, da en stor del af verdenshandelen udgik herfra.

Værten, Agnelli er en af Italiens store industribaroner - mere end bare bil- og finansmagnat. Han er tillige senator i det italienske overhus, valgt på livstid.

Det store spørgsmål er, hvordan man skal tackle krisen, der paradoksalt nok skyldes en overflod af kapital – et ufejlbarligt krisetegn. Den ledige kapital kan ikke længere udlånes med det ønskede provenu, og det skader tilliden til finansverdnens og de store koncerners fremtidsmuligheder.

Efter at mødet er blevet åbnet af Agnelli, får repræsentanten for Deutsche Banks kulturelle fond ordet - lad os kalde ham dr. Heinemann. Han forelægger en plan, der har været til høring i Europas betydende bankkredse. 

Værdiløse kort?

Først ridser han konsekvenserne af den fortsatte krise op, der vil true selve stabiliteten i samfundets vitale strukturer. Dr. Heinemanns plan går ud på, at man må skaffe sig af med den overskydende kapital. Man må investere i Østeuropa!

Der går en gysen gennem forsamlingen. Skal vi som gode samfundsstøtter stimulere kommunismen og Warszawa­pagtens økonomi? Dr. Heinemann løfter afværgende armene. Med et afværgende smil fortsætter han: 

"Dette er en del af en langsigtet plan, der skal gøre de østeuropæiske økonomier afhængige af vestlige bankers kreditgivning", forklarer dr. Heinemann. Det er tanken at begynde med nogle af de svagere lande i Østblokken, Polen, Rumænien, Jugoslavien og Ungarn, for derefter gradvist at inddrage de øvrige lande og i sidste ende også Sovjetunionen.

Gradvis blev landene i Østeuropa gjort afhængige af vestlig kapital.

"Det er en plan, der vil strække sig over 10­-20 år, og vi må gå frem med den største forsigtighed, så ingen aner uråd. Den vil kun kunne gennemføres, hvis det sker i transatlantisk solidaritet", siger dr. Heinemann. Der lyder et lettelsens suk i forsamlingen og en anerkendende mumlen. Nu forstår man den dybere mening med dr. Heinemanns forslag. 

Gradvis blev landene i Østeuropa gjort afhængige af vestlig kapital. I slutningen af 1980'erne var de fleste dybt forgældede, og Sovjetunionen var kommet med i de løbende kreditter. 

Ved sin opløsning efterlod Sovjetunionen en gæld på cirka 500 milliarder kroner. Værdioverførslen til vestlige banker udgjorde i løbet af 1980'erne den nette sum af 600­-700 milliarder kroner.

I et glimt ser de konsekvenserne af Sovjetunionens sammenbrud. De har ikke andet valg end at acceptere de jernhårde betingelser.

Store demonstrationer ruller hen over DDR i efteråret 1989. Alle større byer har været præget af de ugentligt tilbagevendende optog med paroler om frihed og demokrati: ”Wir sind das Volk!”

En af arkitekterne bag den stort anlagte kampagne er den amerikanske general og vicedirektør i CIA, og tillige USA's ambassadør i Tyskland, Vernon Walthers. Den 72­-årige ungkarl følger på CNN billederne af de skelsættende begivenheder.

Hen over skærmen ruller billeder af tusindvis af østtyskere, der stimler sammen ved grænseovergangene i Berlin. De fleste mennesker er euforiske og løsslupne.

Vesttyskere står klar med champagne til de nytilkomne, og til tonerne af Beethovens "An die Freude" skåles der for den tyske enhed.

Walthers vidste, at når først DDR var faldet, ville Sovjetunionen stå for tur. Det ville blive den næste og afgørende brik i spillet.

Sidste stik

Walthers vidste fra tidligere opgaver, hvordan man gradvis opbygger en kampagne, det vil sige en hetz mod regeringen, og journalisterne blandt andet fra Bild­Zeitung havde været meget lærenemme. Vernon Walthers gryntede tilfreds, da han åbnede sin computer og begyndte at kryptere sin indberetning til State Department og Pentagon.

Året er 1998. I lufthavnen Vnukova, i Moskvas periferi, lander et særfly fra New York. Det parkeres uden for de normale passager­terminalers område, og kort efter ruller en limousine op foran flyet.

Ud træder mr. Bennett, der er rådgiver for Den internationale Valutafond, IMF. Han sætter sig ind i bilen. De kører ind mod byens centrum, forbi den berømte zar­klokke og standser ud for det pragtfulde Kreml. Det er her rubelens fremtid skal afgøres.

Mr. Bennett er ikke nogen sentimental herre, og han gør det hurtigt klart, at betingelserne for at stabilisere rubelen og afværge dens frie fald, er nedskæringer i pensioner og andre offentlige udgifter. Det skal ske i en størrelsesorden som russerne, selv ikke i deres vildeste fantasier, havde drømt om.

De ser ned i de spejlblanke bordplader, og i et glimt ser de konsekvenserne af Sovjetunionens sammenbrud. De har ikke andet valg end at acceptere de jernhårde betingelser.

Den russiske stat er bankerot, inflationen er på 84 procent­ mod 11 procent året før. BNP er faldet med fem procent og rubelen devalueret med 74 procent over for dollaren.

Nu bliver boet gjort op efter de fremsynede investeringer, som på forbilledlig vis blev tilrettelagt af de europæiske banker i Genova. Som et pokerspil af internationalt format tager de vestlige banker og IMF stikket hjem med renters rente!