24 May 2026  

KBH: Let skyet, 10 °C

Politik på andres bekostning

Politik på andres bekostning

Stop hetzen imod os. Vi vil ikke misbruges som reklamesøjle for jeres politiske kampagne.

Venstre fremturer med en en meget ekskluderende politisk dagsorden, når man fremturer med kampagnen om "800.000 på offentlig forsørgelse".
FOTO: Keld Navntoft / Scanpix
1 af 1

Kære venstrefolk!

Alle politiske idealer, som baserer sig på den demokratiske tankegang, sigter efter at inkludere alle i det politiske fællesskab – man kan ligefrem hævde, at et sandt demokrati skal kendes på evnen til at varetage selv de mindste minoriteters interesser og bedømmes på evnen til at passe på de mest udsatte.

Jeg er selv lønmodtager i fleksjobansættelse, men jeg kunne lige så godt have været en gravid kvinde eller en lam kørestolsbruger.

Som talsperson for "En af 800.000" er jeg selv lønmodtager i fleksjobansættelse, men jeg kunne lige så godt have været en gravid kvinde eller en lam kørestolsbruger, når det kommer til den ekskluderende politiske dagsorden, som Venstre fremturer med i kampagnen "800.000 på offentlig forsørgelse".

Jeg er med andre ord en af de 640.000 som benytter sin arbejdsevne til det maksimale og dermed ikke en af de 160.000, som står til rådighed for arbejdsmarkedet og ofte kun venter på en jobåbning.

Vi ved alle, såvel Venstre politikere, medlemmer og vælgere, at der ikke findes 800.000 ledige danske lønmodtagere, som venter på en ledig stilling. Så skal vi ikke begynde at tale hinanden op og ikke ned – begynde at tale med hinanden frem for om hinanden. Det gør politik så meget mere interessant, når det sker på et anstændigt grundlag med respekt for sandheden.

Både jeg selv, men garanteret også alle de øvrige 799.999 berørte borgere vil gerne have frabedt os, at få vores person misbrugt som reklamesøjle for en politisk kampagne, der baserer sig på falsum og fordrejninger. Det er uværdigt at føre politik på andres bekostning – specielt når de ikke bliver inddraget i debatten og givet muligheden for at sige fra.

Så kære Venstre – politikere, medlemmer og vælgere – vil I ikke nok være så venlige ikke at misbruge os, gøre os til mål for jeres kampagner og udsætte os for den politiske hetz, som bliver udgangen på det hele.

Vi kunne lige nu bruge vores tid på konstruktive ting, så som at forbedre vores arbejdsevne, hjælpe andre udsatte og så videre, men jeres valg af den førte politik tvinger os til at spilde tiden på konstant at korrigere jeres fejl i myten om de "800.000 på offentlig forsørgelse" og "det skal kunne betale sig at arbejde".

Vi vil ikke acceptere, at Venstre uimodsagt skal kunne fremstille os som "en væsentlig økonomisk byrde for samfundet". Værdighed og venlighed er alt, vi beder om – og begge dele er ganske gratis. Tak for ordet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. maj. 2015 - 09:21   21. maj. 2015 - 09:30

Læserbrev

af Claus Jansson, Greve, talsmand for Facebook-gruppen "En af 800.000"