Ved folketingsvalget havde den danske befolkning valget mellem en bilags-regering og en løftebruds-regering.

Det handler ikke om ideologier. Det handler udelukkende om personlig vinding, taburetter og store ministerbiler.

Bilags-politikerne gik til valg på personligt overforbrug, som skal betales af kontanthjælpsmodtagerne. Løftebruds-politikerne gik til valg på et løfte om forsat samarbejde med det parti, som garanterer forsatte løftebrud.

Hvad skal man vælge – pest eller kolera? Bilags- og løftebruds-politikerne er dog enige om én ting: Det handler ikke om ideologier, disse er for længst afskaffet. Det handler udelukkende om personlig vinding, taburetter og store ministerbiler.

Derfor kan det ikke undre, at såvel bilags-politikerne som løftebruds-politikerne er enige om en lalleglad EU-politik, i håb om større lønninger i en EU-post – betalt af os.

Ved folkeafstemningen i 1992 om Maastricht-traktaten brølede begge slags politikere om bål, brand, fallit og økonomisk undergang. 

Trods deres dybsindige analyser er det en kendsgerning, at Danmarks økonomi står langt stærkere uden for euroen, end de sydeuropæiske landes indenfor euroen.

Bilags- og løftebruds-politikernes håb om lovende EU-poster i million-stillinger betyder tilsyneladende mere end Danmarks velfærd. Derfor vil de påtvinge os bankunionen - til trods for at det er ulovligt uden en folkeafstemning ifølge grundlovens paragraf 20. De påtvinger derved Danmark et økonomisk medansvar for Sydeuropas morads.

Det samme gør sig gældende med retsforbeholdet – et ja til at afskaffe det er et farvel til den danske grundlov, og Danmark vil blive en provins styret fra Bruxelles.