Ved folketingsvalget havde den danske befolkning valget mellem en bilags-regering og en løftebruds-regering. Bilags-politikerne gik til valg på personligt overforbrug, som skal betales af kontanthjælpsmodtagerne. Løftebruds-politikerne gik til valg på et løfte om forsat samarbejde med De Radikale som garant for forsatte løftebrud. Hvad skulle man vælge – pest eller kolera?

Et ja er et farvel til den danske grundlov og Danmark vil derefter blive en provins, der er styret fra Bruxelles.

Bilags-politikerne og løftebruds-politikerne er dog enige om én ting: Det handler ikke om ideologier, de er for længst afskaffet. Det handler udelukkende om personlig vinding, taburetter og store ministerbiler. Derfor kan det ikke undre, at såvel bilags-politikerne som løftebruds-politikerne er enige om en lalleglad EU-politik, i håb om større lønninger ved en eventuel EU-post – betalt af os.

Ved folkeafstemningen i 1992 om Maastricht-traktaten brølede såvel bilags-politikerne som løftebruds-politikerne om bål, brand, fallit og økonomisk undergang. Trods deres dybsindige analyser er det en kendsgerning, at Danmarks økonomi står langt stærkere uden for euro-zonen end de sydeuropæiske landes indenfor euroen.

Politikernes håb om store EU-poster i million-stillinger betyder mere end Danmarks velfærd. Derfor vil de påtvinge os Bankunionen - til trods for at det er ulovligt uden en folkeafstemning, ifølge Grundlovens paragraf 20. Bilags-politikerne og Løftebruds-politikerne påtvinger derved Danmark et økonomisk medansvar for det Sydeuropa, som vi stemte NEJ til.

Det samme gør sig gældende med retsforbeholdet – et ja er et farvel til den danske grundlov og Danmark vil derefter blive en provins, der er styret fra Bruxelles.