Den 22. august 1941 underskrev kong Christian 10. lov nr. 349, kaldet Kommunistloven.  

Optakten til loven foregik i Samarbejdsudvalget, også kaldt ni-mandsudvalget. Det blev nedsat i juli 1940 på initiativ af partierne bag forhandlings- og samarbejdspolitikken og bestod af to repræsentanter fra de fire gamle partier, Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Radikale. Danmarks Retsforbund havde en enkelt repræsentant.  

I 1953 afsluttede man arbejdet og fandt naturligvis ingen anledning til at kræve nogen stillet for en rigsret.

Med kongens underskrift og den forudgående vedtagelse i Rigsdagen og i øvrigt med tilbagevirkende kraft, som legaliserede ikke kun fremtidige, men også allerede foretagne anholdelser, blev danske statsborgere overladt til den nazistiske besættelsesmagts vilje.  

Justitsminister Eigil Thune Jacobsen udtalte under behandlingen af forslaget:

"Det siger sig selv, at Danmark efter krigsudbruddet den 22. juni ikke på nogen måde kunne udsætte sig for, at der her i landet blev drevet nogen virksomhed til støtte for en fremmed magt".  

Eigil Thune Jacobsens ord står i dag tilbage som ganske komiske, da hele den danske samarbejdspolitik, med den nazistiske besættelsesmagt, udelukkende bestod af støtte for netop en fremmed magt. Og i den selvsamme periode og med politisk accept oprettedes Frikorps Danmark.  

Efter Nazitysklands angreb på Sovjetunionen 22. juni 1941 krævede nazisterne, at alle ledende danske kommunister, herunder DKP's tre folketingsmedlemmer Martin Nielsen, Alfred Jensen og Aksel Larsen, skulle interneres. Kun Aksel Larsen blev arresteret i november 1942. Den socialdemokratiske statsminister Stauning, gav personligt sin tilladelse til arrestationen af de tre.  

Gestapo havde en liste med navne på 72 kommunister, som det havde skaffet sig via den danske efterretningstjeneste, og som forlangtes interneret. De danske myndigheder efterkom øjeblikkeligt nazisternes krav, og det danske politi anholdte og internerede tæt på 300 danske kommunister, deriblandt forfatterne Martin Andersen Nexø, Hans Kirk og Hans Scherfig i Horserødlejren. Senere kom flere til, for eksepel de frivillige, der havde kæmpet mod den fascistiske Franco i den spanske borgerkrig.  

I august 1943 lykkedes det flere end 100 af de internerede fanger at stikke af. De resterende 150 kommunister i Horserødlejren blev deporteret den 2. oktober 1943 og sendt til kz-lejren, Stutthof i det nuværende Gdansk, hvor 22 af dem omkom. Alle var de udsat for de mest ubeskrivelige lidelser, som et ophold i en kz-lejr betød. 

Efter befrielsen i maj 1945 nedsatte Folketinget en parlamentarisk kommission bestående af 23 folketingsmedlemmer. I 1953 afsluttede man arbejdet og fandt naturligvis ingen anledning til at kræve nogen stillet for en rigsret.