Politikerne taler igen og igen om, hvor vigtigt det er, at unge får sig en ungdomsuddannelse, og at vi generelt skal have rettet op på, at næsten hver femte ung ikke får nogen anden uddannelse end folkeskolen.

I en mere globaliseret verden er ud­dannelse altafgørende, for vi kan klare os i konkurrencen med andre lande ikke mindst i Østen, hvor der i disse år sker et uddannelsesløft af dimensioner. Så går det ikke, at vi herhjemme sakker agterud uddannelsesmæssigt. Unge skal have mere uddannelse og mere end de generationer, der forlader arbejdsmarkedet. Det er et must, hvis vi fremover skal kunne klare os og kalde os et velfærdssamfund. Så enkelt kan det siges.

Mange af de unge, der så endelig starter – netop fordi de rigtig gerne vil have en faglig uddannelse og dermed gøre det, politikerne har tudet dem ørerne fulde med, - får ikke lov til at fuldføre deres uddannelse på grund af manglende praktikpladser.

I en krisetid som nu er det endnu sværere at få virksomheder til at ansætte elever trods diverse støtteordninger. Dels kan man ikke forlange, at virksomheder skal tage elever, hvis der ikke er noget arbejde til dem. Og vi skal jo ikke skubbe andre medarbejdere ud i kulden, for at der kan komme flere elever ind. Og dels er tvang imod virksomhedernes egen vilje - via kvoter eller anden lovgivning - heller ikke lykken. For hvem ønsker at arbejde et sted, hvor man er uønsket? Det ville være en meget dårlig start på arbejdslivet for unge.

Mange arbejdsgivere vil gerne og uddanner også elever. Men der er desværre også et stort antal arbejdsgivere, som ikke gør det, og her svigter især de store virksomheder. De vil gerne have den ud­dannede arbejdskraft, men de vil ikke være med til at betale for og tage ansvaret for, at tilstrækkelig mange unge får en uddannelse.

Trods god vilje hos mange arbejdsgivere er der mange, der svigter deres forpligtelser.

Der er derfor et kæmpe gab mellem det store antal af virksomheder, der er godkendt som uddannelsessted til at tage elever ind, og så det antal virksomheder, der rent faktisk gør det. Trods god vilje hos mange arbejdsgivere er der mange, der svigter deres forpligtelser. Her kunne man godt ønske, at virksomhederne påtog sig et større samfundsansvar.

Regeringens erhvervsuddannelsesudvalg, som blandt andet tæller repræsentanter fra Undervisningsministeriet, LO og DA, har fore­slået, at der på en række erhvervsskoler skal oprettes deciderede praktikpladscentre. De skal have ansvaret for at fordele praktikplad­serne til eleverne. Ved at praktikpladscentrene samler trådene, skulle det mindske det administrative besvær for virksomhederne og være med til at skaffe flere praktikpladser.

De unge, som ikke kan få en praktikplads i en virksomhed, kan i stedet komme i praktik på en erhvervsskole. Det er dog meningen, at skolepraktikken skal ændres, så de unge kommer ud i kortere praktikperioder i virksomhederne.

Forslaget er et skridt i den rigtige retning, men det løser dog ikke hele praktikpladsproblemet. Målet er selvfølgelig, at unge skal have en uddannelsesgaranti. Det kræver utvivlsomt, at der skal mange løsninger i spil på en og samme tid, før det kan lykkes.

Vi kan ikke gamble med de unges uddannelse. Heller ikke selv om vi befinder os midt i en krisetid med en høj ungdomsarbejds­løshed. Det er nemlig både de unges fremtid, der står på spil, og vores mulighed for fortsat at kunne være et rigt velfærdssamfund.