Sidste år udsendte Preben Wilhjelm (PW) en lille bog på 64 sider med titlen "Krisen - og den udeblevne systemkritik", anmeldt i Arbejderen den 22. november 2012.

Jeg kan godt anbefale alle at læse den, selvom jeg synes, den er temmelig tynd og postulerende i analysen af kapitalismens kriser og økonomiske struktur.

 PW mener for eksempel, at markedsmekanismen er "genial til styring af investeringer og produktion på mikroplanet, hvor forbrugerne ved sit valg så at sige stemmer om, hvilke oste og tidsskrifter og tasker og bilmærker, der fortsat skal produceres, og hvilke der skal gå ind. Ligesom de bestemmer, om de hellere vil spendere deres penge på den nye i-pad end på dyrere rødvin. Mekanismen er ikke bare ultrademokratisk; det ville simpelthen ikke praktisk kunne lade sig gøre at træffe alle disse afgørelser ved formaliserede, demokratiske afgstemninger, end ikke ved repræsentativt demokrati".

 For mit vedkommende er det ikke forståeligt, at det skulle være specielt demokratisk, at de, der har mange penge, kan bestemme, hvilke varer de vil købe. Endsige at varepriserne - bestemt ved udbud og efterspørgsel - har noget med demokrati at gøre.

Det demokratiske spørgsmål her er vel en stillingtagen til, hvilken produktion investeringerne skal bruges til. Mere konkret kan man sige, at det i denne forbindelse er et demokratisk problem, at forbrugerne ikke kan stille krav til kvaliteten af varerne.

Marx og Wilhjelm

Pamfletten er en opfordring til læserne om at se på krisen med lidt andre øjne end dem, der til daglig bliver anbefalet af politikere og medier. Det er en kritik, som retter sig mod, at vores samfund i snart sagt alle henseender er baseret på markedskræfterne.

 Den tager afsæt i den fremtrædelsesform, som kriserne har i netop medierne og hos politikerne, og den forsøger at eksemplificere, hvordan det er markedskræfterne, der får det hele til at gå ad helvede til.

Det vil være en øjenåbner for mange, som kan se og mærke resultaterne af de tiltag som politikerne tager "for at redde vores økonomi".

Profitratens tendens til fald

Karl Marx optræder i bogen, men PW har en temmelig afmålt distance til hans virksomhed. Her er ingen Marx-citater. Man kan næsten sige tværtimod. Men PW klargør i teksten, at de mennesker, som engang blev kaldt kapitallogikere, var ude i hampen, når de tillagde Marx-loven om profitratens tendens til fald den betydning, at den ville fjerne grundlaget for kapitalismen.

 Her er jeg så ved mit ærinde med dette indlæg. Ikke for at forsvare kapitallogikerne, men forsvare loven om profitratens tendens til fald. Om denne lov skriver PW (side 34): "Hvis man søgte efter 'beviser' på denne lov, viste det sig, at det findes ikke. 'Loven' er baseret på en cirkelslutning." 

PW's påstand er nærmest absurd. Marx påstår ikke - som PW hævder - at merværdiraten er konstant. I Kapitalen (III, bog 1, side 69) forklarer Marx, hvorfor det er praktisk at anvende procentangivelser for den konstante (c) og variable kapital (v), idet det er disse størrelsers forhold til merværdien (m), der er interessant.

Så interessant, at Marx kalder det for kapitalens organiske sammensætning.

 At merværdien sættes til 100 procent, er altså kun et udtryk for den talstørrelse, som merværdien udgør i penge. Det er en praktisk matematisk størrelse, som betyder, at man kan sætte procentværdier på forholdet mellem de tre størrelser c, v og m.

Der er altså ikke tale om en cirkelslutning, men måske manglende opmærksomhed hos PW.

PW skriver videre: "Det lyder plausibelt, at der må være en grænse for udbytningsgraden. Men hvorfor egentlig? Merværdiraten er en abstraktion . . . uden praktisk betydning eller liv." Og han fortsætter:

 "Man siger ikke til arbejdsgiverne under overenskomstforhandlinger: 'Det kan godt være, at jeres profitrate på grund af den ændrede organiske sammensætning er på vej ned under lånerenten, men det får være, for vi kan ikke leve med, at merværdiraten kommer over 100%.' Begge parter ved, at det er afkastet af den samlede kapital, der i praksis er relevant."

I det virkelige liv

PW's lille overspringsfejl resulterer altså i, at han åbenbart føler sig berettiget til at gøre sig lystig over Karl Marx. Som det fremgår af ovenstående, er det ganske ubegrundet. Man kan selvfølgelig diskutere, om det er et videnskabeligt bevis, at man kan konstatere, at de kapitalistiske kriser gennem de seneste par hundrede år med ret stor nøjagtighed er brudt ud med 10 års mellemrum. Men det er jo en helt anden diskussion.

I dag kan vi til gengæld konstatere, at arbejdsintensiteten - over tid - i kapitalismens udvikling har medført nogle af de samme konsekvenser, som gjorde sig gældende på Marx' tid, nemlig åndelig og materiel forarmelse, nu blot på et andet materielt niveau.

Jeg synes, det er fint, at Preben Wilhjelm påpeger markedskræfternes dominans som årsag til tidens mange dårligdomme, finanskrise og økonomiske bobler med videre. Men retter man ikke kritikken mod den kapitalistiske produktionsmåde, mangler man forudsætninger for at diskutere, hvad der skal afløse kapitalismen.